En trussel.

Sådan ser næsten halvdelen af indbyggerne i Grønland på Donald Trumps tilnærmelser om at gøre verdens største ø amerikansk.

Det viser en måling, som B.T.s søstermedie Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq har fået lavet af analyseinstituttet Verian.

Helt præcist 45 procent af de adspurgte føler sig truet af den amerikanske præsidents 'tilnærmelser'.

Lidt færre – 43 procent – meddeler i undersøgelsen, at de ser interessen som en mulighed.

Tirsdag kom det frem fra samme undersøgelse, at hele 85 procent af befolkningen siger nej til at blive amerikanere, som har været et af Donald Trumps udspil både før og efter den nylige indsættelse.

Om USA som trussel siger Ulrik Pram Gad, seniorforsker hos DIIS:

»For det første bryder de sig overhovedet ikke om amerikanernes samfundsmodel, og for det andet bryder grønlænderne sig overhovedet ikke om deres præsident, så det er bare ren trussel.«

»Der er ingen gevinst der,« tilføjer Ulrik Pram Gad.

Men han tilføjer, at mange i Grønland altså nu også ser muligheder for mere forretning med USA. Eller om ikke andet »mere opmærksomhed og velvilje fra Danmark«.

Målingen er gennemført fra 22.–26. januar og er baseret på webinterview med 497 repræsentativt udvalgte borgere i Grønland på mindst 18 år.