Der bliver jævnligt råbt om mangel på blod- og plasmadonorer, som kan levere de livsnødvendige dråber, der sikrer patienter den rette behandling.

Samtidig har blodbankerne dog meget skrappe krav til deres donorer. Men nu ser det ud til, at en lempelse af reglerne for mænd, der har sex med mænd, kan komme på tale.

Det skriver TV 2 Østjylland.

- Vi er i Styrelsen for Patientsikkerhed positivt indstillet overfor at vurdere om karantænereglerne for mænd, der har sex med mænd, kan lempes yderligere, oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

Som det er nu, er en mand, der har haft seksuel kontakt med en anden mand inden for de seneste fire måneder, udelukket fra at donere.

Det mener Chris Amdisen fra Aarhus er diskriminerende over for homoseksuelle mænd i faste forhold, og derfor glæder den seneste udmelding ham.

- Det er noget, jeg bliver rigtig, rigtig glad for at høre. Jeg synes, det er fedt, at Danmark kommer med, for vi har været bagud i forhold til andre lande, som vi sammenligner os med. Det er en sejr for ligestillingen i sundhedsvæsenet, hvis reglerne bliver ensartede for alle, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhusianeren stillede i januar et borgerforslag om netop at ændre reglerne for bloddonation i Danmark på det punkt. I skrivende stund har 8043 underskrevet forslaget.

Initiativet udsprang af, at han var træt af, at homoseksualitet ifølge ham bliver betegnet som risikoadfærd, og så synes han ikke, at de nuværende karantæneregler giver mening.

- Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg, der lever i et monogamt forhold, ikke må donere blod, og hvorfor min risiko er højere end en 20-årig knægt, der har sex med en ny hver weekend, sagde han i den forbindelse.

Chris Amdisen ønsker nemlig på lige fod med andre at bidrage.

- Jeg føler, at jeg har en pligt til at hjælpe, fordi der mangler blod, og fordi jeg selv kunne stå og have brug for at modtage en dag, siger han.

Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt Dansk Selskab for Klinisk Immunologi om en faglig vurdering af eventuelle risici ved en lempelse.

- Den foreløbige vurdering er, at det formentlig vil være muligt at lempe de nuværende karantæneregler, lyder det fra styrelsen.

Hvis der bliver truffet en politisk beslutning om at se på en ændring af reglerne, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe sammen med Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, der skal foretage en faglig vurdering.