»Det er helt forrykt. Jeg tænker, at Mia Nyegaard må have spist søm til morgenmad.«
Kritikken hagler ned over den københavnske kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Baggrunden er en opsigtsvækkende sag, som B.T. har beskrevet de seneste måneder.
Sagen drejer sig om den skandaleramte Al Hidayyah-moské i Københavns Nordvestkvarter, der over en årrække har snydt sig til 1,3 millioner i støtte fra kommunen.
Men selvom moskeen har snydt, skal den ikke betale pengene tilbage.
I stedet hjælper kommunen ICEL, foreningen bag Al-Hidayyah-moskeen, med at opfylde kravene for at modtage tilskud, så den fortsat kan modtage penge.
Sådan lyder det nu i et skriftligt svar fra Mia Nyegaard til B.T.
Og det er det, som får Mikkel Bjørn til at spekulere i, om borgmesteren har spist søm. Han er Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i København.
»Det er simpelthen skandaløst,« siger Mikkel Bjørn, der også sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti.
»Hvis det er fordi, at der er et eller andet lovgivningsmæssigt, der skal korrigeres, så sidder Radikale Venstre jo i Folketinget,« tilføjer han.
Ifølge Mikkel Bjørn har Dansk Folkeparti i Folketinget »tænkt os at lægge os i selen« for at finde ud af, hvordan man får Al-Hidayyah-moskeen til at tilbagebetale de penge, som den har svindlet københavnerne for.
»Og det synes jeg, at andre partier burde være lige så optagede af,« siger han.
Også Niels Peder Ravn, der i et tidligere interview med B.T. har krævet, at Al-Hidayyah-moskeen betaler pengene tilbage, er rystet over udmeldingen fra kommunen.
»Jeg synes, at det er at gøre nar af skatteyderne og af alle de folkeoplysende foreninger, som faktisk overholder reglerne,« siger Niels Peder Ravn, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København for De Konservative.
Han henviser til, at kommunen har indført skærpet kontrol af en lang række foreninger i kølvandet på Al-Hidayyah-moskeens snyd.
Kontrollen rammer som beskrevet af B.T. også 27 spejderforeninger, der ellers ikke er mistænkt for at have gjort noget forkert.
»Og så synes jeg faktisk også, at det er at gnide salt i såret, fordi udgangen nu bliver, at kommunens embedsmænd hjælper moskeen til, hvordan de kan fortsætte med at malke kommunekassen uden at komme i konflikt med reglerne,« siger Niels Peder Ravn og tilføjer:
»Det er nærmest satire. Det er som at lytte til Den Korte Radioavis (det meget populære tidligere satireprogram på Radio24syv, red.).«
Niels Peder Ravn vil også forfølge sagen, fortæller han.
»Jeg vil bare sige, at den her sag ikke er færdig for vores vedkommende. Vi kommer til at afkræve borgmesteren svar på, hvorfor hun ikke mener, at de her penge skal kræves tilbage,« siger Niels Peder Ravn.
I et skriftligt svar afviser Mia Nyegaard kritikken.
»Jeg kan forsikre Mikkel Bjørn om, at jeg ikke spiser søm til morgenmad,« siger hun og tilføjer:
»Og det er kun glædeligt, hvis alle i Folketinget indimellem vil kigge på lovgivningen. Så længe vi har lovgivning og retssikkerhed, så det gælder for Loke såvel som for Thor.«
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Al-Hidayyah-moskeen og den forening, der driver den.