Fire ud af ti stikprøver i 2024 viste for højt indhold af cyanid i vand, der blev pumpet fra byggeriet af Lynetteholmen og ud i Øresund.
Det skriver DR, der har fået indsigt i en rapport om prøverne.
Rapporten viser ifølge mediet, at cyanidgrænsen på 10 mikrogram per liter vand ved flere lejligheder blev overskredet sidste år.
Den højest målte værdi var på 17 mikrogram målt i april 2024.
Men selv om cyanid er et giftstof, skal man ifølge eksperter, der har udtalt sig til DR, ikke frygte, at det er en udledning, der har dræbt "en masse fisk" eller gjort havet sundhedsskadeligt for mennesker.
Lynetteholmen er en kunstig ø til beboelse, der bliver bygget i forlængelse af Refshaleøen ud for København.
Det er selskabet By & Havn, der står for det.
Ifølge DR skulle selskabet have informeret Københavns Kommune med det samme. Det skete dog først i januar, hvilket var ni måneder efter den første overskridelse.
Det forklarer By & Havn med en aflæsningsfejl.
DR-afsløringen kommer under to uger før kommunalvalget 18. november.
Den socialdemokratiske overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, retter skytset mod den københavnske teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, der også er overborgmesterkandidat.
Rosenkrantz-Theil beskylder i en pressemeddelelse Barfod for et "alvorligt svigt".
- Hendes forvaltning har kendt til det her siden januar, og ingen partier elleroffentligheden er blevet orienteret om det, siger S-kandidaten.
Over for DR afviser Barfod at have kendt til oplysningerne siden januar.
- Teknik- og Miljøforvaltningen sendte et svar til min kollega Mikkel Skovgaard her i efteråret. Svaret blev samtidig offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside og blev sendt til Teknik- og Miljøudvalget, siger Barfod til DR og kalder socialdemokraterne "desperate".
Miljøstyrelsen skriver, at cyanid "forekommer naturligt i miljøet i meget små koncentrationer, hvor det produceres af forskellige bakterier, svampe- og algearter". Det kan også findes i planter og fødevarer og udledes til vandet fra industrielle processer.
Cyanider ophobes ikke i vandmiljøet, men er generelt meget giftige ifølge styrelsen.
/ritzau/
