Rundspørge viser, at dobbelt så mange som for to år siden har hørt en lydbog det seneste kvartal.

Flere omgange med coronanedlukninger og hjemsendelser af ansatte har betydet, at brugen af lydbøger er fordoblet hen over de seneste par år.

Det vurderer litteraturprofessor Anne Marie Mai, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort sin seneste kulturvaneundersøgelse.

Den viser, at 20 procent af de adspurgte har hørt en lydbog det seneste kvartal, hvor det tilsvarende tal i 2019 blot var 10 procent.

- Kurven er jo nærmest gået lodret op. Det er interessant, at læsekulturen er blevet så digital, som den er. Det er vi ikke i tvivl om, at coronaen har indvirket på, siger Anne Marie Mai.

Ud over at forske i brugen af litteratur ved Odense Universitet er hun formand for Bogpanelet, som er nedsat af Kulturministeriet for at følge litteraturens vilkår i Danmark.

- Vi kan ikke vide det præcist, men vi lægger i panelet mærke til, at hjemsendelser har været medvirkende til et øget forbrug af litteratur, og at mange finder glæde i at lytte til en bog, når man træner, løber eller går tur eller gør rent. Der er bogen blevet en fast ledsager, siger hun.

Bogpanelet har selv noteret sig, at antallet af danskere, der har adgang til streamingtjenester, hvor man kan download lydbøger er steget tilsvarende.

- Læsning fremmes af, at man har nem og hurtig adgang til bøger, hvad enten det er digitalt eller på et bibliotek, siger Anne Marie Mai.

Kulturvaneundersøgelsen viser også, at danskerne foretrækker kriminalromaner, når de sætter sig i lænestolen med en god bog, hvad enten det foregår fysisk eller digitalt.

Således havde 51 procent af de adspurgte læst en krimi inden for de seneste tre måneder.

Undersøgelsen viser også, at kvinder er flittigere læsere af romaner end mænd, idet 76 procent af kvinderne sagde ja til at have læst skønlitteratur i perioden, mens tallet for mændenes vedkommende var 57 procent.

At der er forskel på kønnenes læsevaner, kan man også se, når man dykker ned i tallene for de enkelte genrer.

Mens 29 procent af kvinderne havde læst om kærlighed og erotik, var det tilsvarende tal for mændene kun 5 procent.

Omvendt er mændene tilsyneladende mere til trolddom og alternative verdener. Her er der også 29 procent, der har læst en fantasy eller science fiction-bog, mens kun 18 procent af kvinderne svarede ja til det spørgsmål.

Overordnet set viser undersøgelsen, at danskernes læselyst er steget de senere år.

Andelen af læsere af skønlitteratur i den voksne befolkning er således steget fra 60 til 66 procent.

/ritzau/