Ejendomsmægleren Adam Schnack har solgt liebhaverejendomme i 15 år.
Han kender boligmarkedet indgående. Og spørger man ham, hvor man bør se hen for at finde en ejendom, der har potentiale til at stige i værdi, så har han tre bud. Dem vender vi tilbage til.
For der er et ræsonnement bag Adam Schnack budskab.
Først og fremmest opfordrer han til, at man overvejer følgende:
Hvad er det for et liv, man helt grundlæggende ønsker sig?
Og derfor:
»Køb kun en bolig, hvis det passer til dine drømme, dine behov og økonomi. Boligkøb bør ikke være spekulativt,« siger han.

Han råder købere i hele landet til at opsøge det, han kalder 'mikromiljøer'.
»Det er de områder, hvor kulturlivet blomstrer for med kulturen, bytorvene og sociallivet kommer de eksplosive prisstigninger,« siger Adam Schnack.
Han nævner den lille havneby Hårbølle på det vestlige Møn og Odsherred kommune på Sjælland.
Men også flere pletter i København har luksusejendommæglerens opmærksomhed. Her påpeger han eksempelvis kvarteret omkring Guldbergsgade på Nørrebro og Enghave Plads-kvarteret på Vesterbro.
»For 40 år siden var de områder intet værd, og for 20 år siden havde man stadig svært ved at se, hvor hypper eksklusivt det ville blive. Men så kom gallerierne og mikrobryggerierne, så de lækre restauranter, hippe cykelforretninger og fede tøjbutikker. I dag er det nogle af de mest kostbare områder i København, endda i Danmark,« siger Adam Schnack.
Ifølge ejendomsmægleren udvikler byen sig i bølger, og hvis man vil have den sikreste investering og den højeste vækst i sit boligkøb, så skal man se bort fra de allerede dyre områder.
»Jeg tror, at stigningen på boliger vil være større, der hvor væksten ikke allerede er eksploderet.«
Nu til de tre bud. Denne gang bliver vi i København.
1. Nordvest.
Der menes at være »masser« af uforløst potentiale i Nordvest.
»Det er helt klart et sted, hvor det fortsat vil spire. Der er en energi. Jeg tror, at den er ret sikker,« siger Adam Schnack, som peger på, at Nordvest er et af de såkaldte mikromiljøer, der allerede er på vej mod en fuldbyrdet gentrificering.
2. Udkanten af Amager, ud mod vandsiden mod Kastrup.
I området er der ifølge Adam Schnack nogle hav- og mikromiljøer, som på sigt vil stige »ganske kraftigt«. Og metroen kører hele vejen.
3. Det Nordhavn, der endnu ikke er bygget.
Det nye område, der skal bygges ude ved Nordhavnen er ifølge Adam Schnack et blankt lærred lige nu.
»Der har man mulighed for at præge, hvad der skal ske,« siger han.
Ifølge Adam Schnack er det et »gigantisk område, som er noget af det allermest spændende, vi overhovedet har« i København.
Han spørger retorisk:
»Hvor har man en fælles vision om at udvikle noget? Der hvor der er Kærlighed, medmenneskeligt fællesskab og kreativ energi – der hvor kan man mærke noget. Det er der, hvor jeg tror, priserne stiger mest.«

