Det var som at se en scene fra en actionfilm, da en hundedyr og luksuriøs McLaren Spider 650s sportsvogn lørdag middag stod i brand på Åsumvej i Vollsmose.

To mænd kørte i bilen, da føreren pludselig mistede herredømmet.

»Så kan man jo selv gisne om, hvordan det kan lade sig gøre at miste herredømmet i sådan en fin bil,« siger Henrik Krøjgaard, vagthavende ved Fyns Politi, til B.T., og fortsætter:

»Er det hastighed? Det kan jeg godt forestille mig.«

En luksusbil stod i brand i Vollsmose lørdag middag.
En luksusbil stod i brand i Vollsmose lørdag middag. Foto: ØXENHOLT FOTO
Vis mere

Kort efter føreren - en 29-årig mand - mistede herredømmet, stod bilen i flammer.

»Han pløjer direkte ind i to vejtræer, og så bryder bilen i brand.«

Selvom både video og billeder fra stedet ser voldsomme ud, er de to i bilen sluppet billigt.

»Der er ikke nogen tilskadekomne,« fastslår Henrik Krøjgaard.