Radio24syv er fredag blevet tildelt Den store Publicistpris. Også Jørgen Leth og Information er blevet hædret.

Den lukningstruede radiostation Radio24syv har fredag aften modtaget den store Publicistpris 2019 for otte års vedholdende indsats for fornyelse af taleradioen.

Prisen på 25.000 kroner tildeles hele stationen og alle dens medarbejdere ved administrerende direktør Jørgen Ramskov.

- Ved hjælp af originalitet, personligheder og modet til fejltagelser er det lykkedes 24syv at udvikle en række programmer og begrebet taleradio, så selv konkurrenten DR har fået flere lyttere, siger Publicistklubbens formand, Reimer Bo Christensen, på vegne af den jury, som har udpeget vinderne, i en pressemeddelelse.

Radio24syvs fremtid er kommet i fokus i forbindelse med den politiske aftale om udbuddet af den FM-kanal, som Radio24syv sender på.

I aftalen blev det besluttet, at mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være ansat mindst 110 kilometer fra København. Det har Radio24syv afvist.

Siden er det blevet åbnet for, at Radio24syv kan få støtte i en overgangsperiode, hvis stationen vinder en plads på en af de digitale DAB-kanaler.

Andre mediefolk er også blevet hædret under fredagens prisuddeling.

Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, er blevet kåret som årets talent, mens journalist på Information Ulrik Dahlin har modtaget Publicistklubbens nystiftede rebel-pris.

Uden for nummer blev filminstruktør, digter og forfatter Jørgen Leth hyldet som ærespublicist for mere end 60 års ubrudt virke som journalist, formidler, musiker og kunstner, herunder at have været TV2's Tour de France-kommentator i 30 år.

Sidste år modtog Kristeligt Dagblads direktør og chefredaktør, Erik Bjerager, prisen for at "have ledet avisen i så mange år".

Prisen uddeles af Den Danske Publicistklub, der er Danmarks ældste forening for journalister og redaktører. Publicistfesten blev holdt i JP/Politikens Hus i det indre København.

/ritzau/