Halsnæs Kommune har besluttet at lukke Hundested Hallen med øjeblikkelig virkning.

Årsagen er, at der er risiko for sammenstyrtning.

Det var kommunens eksterne rådgivere, MOE Ingeniører, som i forbindelse med en ny risikovurdering opdagede, at hallens tag risikerer at styrte sammen. Det skriver Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse.

Det er en dobbelt tagkonstruktion, som betyder, at tagets vægt er tungere, end konstruktionen er bygget til at bære – og tilsyneladende har været det i 10 år.

For 10 år siden blev der monteret solceller på Hundested Hallens tag, og solcellerne er ifølge MOE Ingeniører en af årsagerne til, at taget er for tungt.

Hundested Hallen blev lukket 14. september.

Alle indendørs aktiviteter i hallen er derfor blevet aflyst med øjeblikkelig virkning.

'Halsnæs Kommune arbejder i øjeblikket på at finde en løsning ved at tage øvrige kommunale haller i brug, og så snart den ligger klar, vil det blive meldt ud til de berørte idrætsforeninger. Det er forhåbningen, at der for de fleste er fundet en anden løsning i løbet af denne uge,' skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Udendørs aktiviteter på arealet omkring Hundested Hallen kan dog fortsætte som hidtil, men alle deltagere skal klæde om hjemmefra eller udendørs, idet også hallens omklædningsrum er lukket på grund af nedstyrtningsfaren.

Lukningen af hallen får betydning for eleverne på Hundested Skole, som bruger den i deres gymnastiktimer.

Halsnæs Kommune ved endnu ikke, hvornår Hundested Hallen kan åbne igen.