Ved en specifik bygning på Regionshospitalet Horsens, lugter der fra tid til anden meget dårligt.

Årsagen er umiddelbart en stålboks til 'medtagne lig', og når den er i brug spreder den dårlige lugt sig.

Det skriver TV 2 Østjylland, der beretter om flere problemer på hospitalet. 

Den grimme lugt fra den særlige boks skulle efter sigende have medført flere klager. 

Teknisk chef ved Regionshospitalet Horsens René Kjellerup forklarer til mediet, at boksen faktisk også er utæt fra tid til anden.

»Det lugter simpelthen ganske forfærdeligt. Og af og til kommer der rent faktisk også væsker ud af den her boks,« siger René Kjellerup til mediet. 

Ifølge mediet har Region Midtjylland et milliard-efterslæb på blandt andet renovering af sygehuse.