Luftrummet over Aalborg Lufthavn er lukket søndag aften. Det er sket omkring klokken 22.10.
Det skriver Nordjyske, som har talt med vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn Kim Bermann.
- Jeg er lige blevet ringet op af vores vagthavende, om at Naviair har lukket luftrummet, fordi der er en eller anden form for aktivitet, man ikke er tryg ved, siger Kim Bermann til mediet.
Det er Naviair, som har ansvaret for at lede fly sikkert ind og ud af dansk luftrum.
Naviairs pressevagt Jan Eliassen bekræfter over for Ritzau, at luftrummet er lukket. Det skyldes en mistanke om droneaktivitet.
- Der er konstateret mistanke om droneaktivitet ved Aalborg Lufthavn, og derfor har vi lukket for start og landinger, siger han.
Det fremgår ikke nærmere, hvilken form for droneaktivitet der er tale om.
Kim Bermann oplyser til Ritzau, at et KLM-fly, som søndag aften skulle lande i Aalborg fra Amsterdam, er blevet omdirigeret til lufthavnen i Billund.
Derudover er der planlagt tre ankomster i Aalborg fra København. De fly er stadig på jorden i København, fortæller vice- og driftsdirektøren.
/ritzau/