Den et år gamle lufthavn i Nuuk vil nu have flyveledere på jorden, efter at lufthavnen i september blev ramt af nye restriktioner fra Trafikstyrelsen.

Det skriver det grønlandske medie KNR, som citerer fra en pressemeddelelse fra Greenland Airports.

Restriktionerne handler om antallet af fly, der må lette og lande i lufthavnen i Nuuk, og har udfordret indenrigsflyvningerne i Grønland.

Trafikstyrelsens restriktioner blev indført for at højne sikkerheden.

Når et fly skal lande i den grønlandske lufthavn i dag, får de hjælp af en AFIS-operatør, som kan guide et fly over radio.

En flyveleder bestemmer derimod, hvilken rute et fly skal tage, og hvilken højde, de skal flyve i.

KNR skriver, at det fremover skal være en delt flyveledelse i Nuuk Lufthavn.

Det betyder, at lufthavnens nye flyveledere vil styre lufttrafikken, imens AFIS-operatørerne hjælper med selve landingen.

Det grønlandske medie Sermitisiaq har tidligere beskrevet, at Trafikstyrelsen og den grønlandske lufthavn har været uenige om, hvorvidt AFIS-operatører var tilstrækkeligt, siden før det første fly var lettet fra den nye lufthavn.

Mediet skriver, at Greenland Airports har henvist til, at nogle indenrigslufthavne i Danmark samt Vágar lufthavnen på Færøerne godt kan klare sig med AFIS-operatørerne.

Ifølge KNR er Greenland Airports i gang med de afsluttende forhandlinger med Naviair om at etablere den nye løsning.

Det er forventningen, at løsningen kan være i drift inden sommeren 2026, lyder det.

Det er ikke første gang, at Trafikstyrelsen har grebet ind over for den internationale lufthavn i Nuuk, der åbnede i november 2024.

I august suspenderede styrelsen sikkerhedskontrollen for udenrigsrejsende, da de ansattes efteruddannelse i screening ikke levede op til kravene på området.

/ritzau/