Luftforureningen i København har overskredet EUs grænseværdier i målinger, som er foretaget de seneste ti dage. Det skriver TV 2.

Ifølge TV 2 kan forureningen få konsekvenser for syge og sårbare borgere.

»Luftforurening er farlig for vores sundhed. Den kan påvirke folk med kroniske sygdomme, astmatikere eller folk med hjerte-kar-sygdomme, så vi skal være opmærksomme,« siger Zorana Jovanovic Andersen, der er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet, til TV 2.

Det er omkring de store indfaldsveje til København, at luftforureningen er målt over EUs grænser. Målingerne har vist en koncentration af særlige »fine partikler« på 25,4 mikrogram per kubikmeter.

EUs grænse går ved 25.

Den relativt høje forurening skyldes ifølge TV 2 en kombination af de kølige temperaturer, samt at der på det seneste har været relativt vindstille i hovedstadsområdet. Et raskt blæsevejr ville hjælpe på forureningen.

Zorana Jovanovic Andersen forklarer dog til TV 2, at man ikke som borger skal være bekymret, hvis man er ved godt helbred, og man skal ikke ændre adfærd.

Ifølge Københavns Kommune dør 440 københavnere hvert år af luftforurening.