Juleaften er for mange en glædelig fest, hvor familien samles over flæskesteg med gaffelvenlig sovs, forventningsfulde små øjne – og en dans om træet med sin pynt.

Men for Louise Søborg Nielsen og hendes datter på otte år er den i år forbundet med maveknuder.

De stigende priser har gjort det svært for den lille familie at få tingene til at løbe rundt. Derfor søger Louise Søborg Nielsen for første gang en hjælpende hånd.

»Det er ikke sjovt, men for at give min datter en god jul bliver jeg nødt til at søge julehjælp,« siger hun til B.T.

Et bredt folketing besluttede torsdag at tredoble puljen til julehjælpen, hvilket giver organisationer, der hjælper udsatte familier med at få en juleaften, 15 millioner kroner fra staten.

Den rekordhøje julehjælp falder på et tidspunkt, hvor tårnhøje energipriser og inflation har ramt mange danskere tungt på pengepungen.

Og selvom sneen endnu ikke har lagt sig, er bekymringerne for 24. december tiltagende. Det er i hvert fald tilfældet for Louise Søborg Nielsen og datteren.

»Min datter er meget nervøs for, om vi kan holde jul. Det er trist, at en otteårig skal have bekymringer for, om der kommer gaver, lys og mad juleaften,« siger Louise Søborg Nielsen.

Dog fortæller Louise Søborg Nielsen, at der vil være en jul, uanset om de bliver tilbudt hjælpen eller ej.

»Hvis ikke vi får den, må jeg spørge min familie og venner, om de i stedet for at købe en julegave til mig vil bidrage med et tilskud til julen, så min datter kan få en god jul,« siger hun.

Det er organisationer som Røde Kors, Dansk Folkehjælp, Mødrehjælpen og Frelsens Hær, der hvert år giver den hjælpende hånd. Julehjælpen består ofte af julemad, godter og gavekort til børnenes gaver.