Da Louise Svenningsen for seks år siden blev mor for første gang, troede hun, at de største bekymringer skulle være søvnløse nætter og babygråd. 

Men kort efter fødslen gik det op for hende, at det var småting. 

Hendes datter, Anna, fik nemlig en uventet start på livet, da lægerne ville undersøge om hendes hørelse fungerede, som den skulle. 

»Høreprøven gik ikke igennem på hendes venstre øre. Vi fik at vide, at det nok var noget fosterfedt, der sad fast. Et par dage efter får hun en til, hvor resultatet var det samme. Det var kun starten,« siger Louise Svenningsen. 

Hvad lægerne ikke vidste, var, at Anna var smittet med CMV (Cytomegalovirus, red.). 

Et virus, de fleste danskere smittes med, ofte med ingen eller milde symptomer som feber. 

Men også et virus, der kan overføres fra mor til foster – og her kan den i sjældne tilfælde være langt mere alvorlig.

For Annas vedkommende var virussen årsagen til, at hun i dag er døv på det ene øre. 

Det fandt man dog først ud af efter et hav af undersøgelser. To omgange i fuld narkose.

Flere høreprøver. Ikke mindst mange tårer og bekymringer hos de på daværende tidspunkt nybagte forældre, der ikke vidste, hvad deres datter fejlede. 

»Det var forfærdeligt at se sit barn sådan. Og så for at finde ud af, at jeg var blevet smittet med en virus, som mange har, og én, der kan skade et foster så meget,« siger Louise Svenningsen og fortsætter: 

»Det er grotesk, at ens barn skal udsættes for så meget, man let kunnet have fundet ud af. Især for de børn, der er blevet ramt langt værre end Anna, som har brug for behandling med det samme.« 

Anna brugte det første år af sit liv på hospitalet, hvor hun fik adskillige undersøgelser og høreprøver. En tid, hendes mor tror kunnet have været undgået, hvis hun var blevet screenet for CMV til at starte med. 
Anna brugte det første år af sit liv på hospitalet, hvor hun fik adskillige undersøgelser og høreprøver. En tid, hendes mor tror kunnet have været undgået, hvis hun var blevet screenet for CMV til at starte med.  Foto: Privat
Vis mere

Torsdag beskrev B.T., hvordan en anden forælder, Hannah Søhof, også gik ud af sygehuset med det, hun troede, var et sundt og raskt barn. 

I stedet led hendes datter Signe af hjernemisdannelse, cerebral parese, epilepsi, nedsat syn og nedsat hørelse på venstre øre. Alt sammen, fordi hun blev smittet med CMV under Hannah Søhofs graviditet.

Imens priser Louise Svenning sig lykkelig for, at hendes barn 'kun' er blevet døv på det ene øre. 

»Vi er sluppet meget billigt, men det var en forfærdelig uvished at stå i. Jeg er simpelthen så forarget over, at sundhedspersonalet ikke har vidst til det, eller hvorfor man ikke screener for CMV fra start af,« siger hun. 

Familien priser sig i dag lykkelige for, at deres datter (t.v.) ikke blev ramt mere alvorligt af CMV. 
Familien priser sig i dag lykkelige for, at deres datter (t.v.) ikke blev ramt mere alvorligt af CMV.  Foto: Privat
Vis mere

Både Louise Svenning og Hannah Søhof håber derfor, at et nyt borgerforslag, opstillet af sidstnævnte, vil skabe opmærksomhed omkring CMV. 

Seksårige Anna har imidlertid lært at leve med sit handicap. Hun har aldrig prøvet andet. 

Louise Svenningsen er lettet over, at andre også har haft lignende oplevelser, og så håber hun på, at andre nybagte forældre skal skånes for det forløb, de selv var igennem.

Over for B.T. oplyser Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar:

»Sundhedsstyrelsen har ikke modtaget et forslag om screening for CMV og har derfor ikke forholdt sig til screening af CMV som et muligt screeningsprogram, herunder økonomien i det. Konkrete forslag til nye screeningprogrammer skal komme fra faglige selskaber, organisationer og miljøer på sundhedsområdet.« 

»Der undersøges normalt ikke for CMV i graviditeten, da der ikke er mulighed for forebyggelse eller behandling af mor-barn-smitte. Antiviral behandling (medicin mod virus, som skal stoppe infektionsprocessen, red.) af medfødt smittede børn kan overvejes ved svære symptomer.«