»Han har mange gange givet udtryk for, at han ikke har nogen at være sammen med og bruge tid sammen med. Hvis han for eksempel har fået et gavekort til biografen, så ved han ikke, hvem han skal tage med,« siger 29-årige Louise Ishøj Enebakk.

Søsteren oprettede derfor for nylig et opslag på Facebook, hvor hun efterlyste venner til sin storebror Lasse Ishøj Enebakk, der er et år og en dag ældre end sin søster.

»Jeg søger efter en slags storebror-figur, der kan forpligte sig til at bruge et par dage om måneden sammen med min bror - blot et par timer ad gangen,« skrev Louise Ishøj Enebakk fra Farum i Nordsjælland.

Responsen har været overvældende, som søsteren selv formulerer det. Den del vender vi tilbage til.

Louise og Lasse Louise Ishøj Enebakk som børn. Foto: Privat.
Louise og Lasse Louise Ishøj Enebakk som børn. Foto: Privat.
Vis mere

Lasse Ishøj Enebakk er diagnosticeret med infantil autisme, der gør det svært for ham at planlægge og overskue ting samt opretholde venskaber.

Når han og Louise eksempelvis er på restaurant, er det hende, der bestiller fra menukortet, fordi Lasse ikke kan overskue de mange muligheder, selvom han egentlig godt ved, hvad han kan lide.

Sådan var det også, da de var børn og skulle vælge slik i slikbutikken.

På grund af den lille aldersforskel og matchende tøj, da de var små, har folk altid troet, at de var tvillinger.

Søskendeparret på ferie i London. Foto: Privat.
Søskendeparret på ferie i London. Foto: Privat.
Vis mere

»Selvom det er ham, der er storebror, så har det altid været mig, der har passet på ham,« siger Louise Ishøj Enebakk.

For hende ville det betyde alverden, hvis broderen fik en ny ven, han kunne opleve ting sammen med.

For det med at tage i biografen for at se gyserfilm, tage på reptilmesse eller til monstertruckshows er ikke altid lige noget for Louise eller hendes mor, der ellers glædeligt tilbringer tid sammen med Lasse.

Den 30-årige mand er heller ikke altid lige begejstret for at have mor og lillesøster med på slæb.

Louise og Lasse Ishøj Enebakk, da de var børn.
Louise og Lasse Ishøj Enebakk, da de var børn.
Vis mere

Lasse Ishøj Enebakk tilbringer det meste af dagen hjemme sin PlayStation. To gange om ugen arbejder han i en Fakta nogle få timer med forefaldende arbejde.

Det er ofte der, han kommer uden for sin dør. Ellers kan han godt komme til at ‘sumpe lidt hen’, som søsteren formulerer det.

Tilbage til, hvad der så konkret er kommet ud af, at lillesøster har efterlyst en ven til sin bror.

Opslaget er delt mere end 3.800 gange og kommenteret 400 gange. Op mod 70 mennesker har skrevet en privat besked til Louise Ishøj Enebark og har tilbudt deres venskab.

»Det spænder meget vidt. Der er både unge og ældre, der skriver til mig. Nogle har tilbudt, at han kan komme med ud at fiske, andre om han vil prøve at dykke,« siger hun.

Søndag skal Louise, Lasse og deres mor mødes med to af dem, der har skrevet til Lasse, for at se, om kemien kunne være der.

»Jeg ville blive så glad, hvis der var nogen, der kunne være engageret i ham, som delte hans interesser og som havde forståelse for, at min bror ikke kan finde ud af at tage initiativ til at ses,« siger hun.

Søsteren har endnu ikke fortalt sin bror om de mange henvendelser. Men hun er overbevist om, at broderen følger glad med inde på Facebook.