Hvad ville du bruge pengene på, hvis du vandt lidt over 6,2 millioner kroner i Eurojackpot?

En mand fra Fyn var ikke i tvivl, da den store gevinst tikkede ind på kontoen, for under en måned senere var mange af pengene brugt.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Manden har nemlig købt hele tre huse og ny bil, mens der er også har været penge tilovers til at investere.

»Jeg har købt tre huse, men det er jo ikke tabte penge,« siger manden og forklarer:

»Familien har altid hjulpet mig, så jeg føler, at det er det rigtige, jeg har gjort. Hvorfor skulle det kun være mig, der har glæde af at vinde de penge? Nu havde jeg chancen for at give igen, og så skal de da heller ikke mangle noget.«

Foruden et hus til sig selv har lottovinderen nemlig købt huse, som både hans forældre og bror kan bo i.

»Mine forældre og min bror syntes, at jeg skulle investere pengene, men gevinsten gav mig jo også mulighed for at hjælpe familien: Så nu har jeg købt mine forældres gamle hus, mit barndomshjem, hvor jeg har boet til leje indtil nu,« siger han og tilføjer:

»Så blev mine forældre gældfri. Så har jeg købt et nyt hus i et plan og med en ikke for stor have, som mine forældre kan leje. Og så har jeg købt et hus til mig selv, mens min bror skal bo til leje i vores barndomshjem.«

Derudover kommer en ny bil til en halv million og en million til investering.

Og som Danske Spils millionærrådgiver fortalte ham:

»'Ja, så var der da nærmest ingen grund til, at jeg kom',« fortæller den glade fynbo.