I tirsdags modtog Lotte Berger Hansen den besked, som de fleste forældre frygter, men som de fleste også har oplevet at modtage de knap seneste to år.

At ens barn potentielt kan være smittet med coronavirussen.

Lottes 18-årige søn havde nemlig hygget med en kammerat i weekenden, og da kammeraten nu var testet positiv, var hendes søn nærkontakt til en smittet.

Derfor greb Lotte knoglen for at give den såkaldte coronahotline for smitteopsporing et kald, så hun kunne søge råd og få lov at booke de to PCR-test, der er anbefalet som nærkontakt til en smittet.

Lotte Berger Hansen, der sad to timer i kø fordelt på to opkald.
Lotte Berger Hansen, der sad to timer i kø fordelt på to opkald. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det skulle dog vise sig at blive en meget langtrukken oplevelse.

Lotte ringede nemlig op og fik en ventetone i røret, som hun var tvangsindlagt til i intet mindre end én time, før et levende menneske tog telefonen og viderebragte en frustrerende besked:

»Da din søn er 18 år, må vi ikke åbne op for de to tests, uden at han selv ringer. Det handler om GDPR,« lød meddelelsen.

Stærkt frustreret måtte Lotte timer senere alliere sig med sin søn derhjemme, og her fik de endelig lov til at booke de to prøvetider – vel at mærke efter at have ventet 55 minutter denne gang.

Og hun er bestemt ikke den eneste, der har måttet vente, vente og atter vente for at komme gennem til den ellers meget vigtige smitteopsporing.

Adskillige læsere har kontaktet B.T. med lignende oplevelser, og når man ser på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, kan man se, at der lige nu – fredag formiddag – er intet mindre end 112 minutters kø.

Fredag formiddag klokken 11 var der intet mindre end 112 minutters kø til at komme gennem til Smitteopsporingens telefon
Fredag formiddag klokken 11 var der intet mindre end 112 minutters kø til at komme gennem til Smitteopsporingens telefon Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er helt vildt problematisk, at man skal vente så lang tid, og jeg frygter, at mange vil lægge på og droppe de vigtige tests eller eventuelle råd. Det kan simpelthen ikke være rigtigt,« siger Lotte.

Også Torben Baumbach fra Frederikshavn måtte tidligere på ugen ringe til smitteopsporingen for at få de to tests til sin potentielt smittede datter, og da han havde hørt på ventetonen i ti minutter, fik han en besked om, at han var nummer 74 i køen.

Det fik ham til at lægge på, og heldigvis bor han ved et testcenter med masser af tider, så de først kan tage en test og booke to dage efter igen, men det er bestemt ikke tilfældet for alle.

»Vi er heldige, men det kan man jo ikke forvente. Det er simpelthen for ringe, at man skal vente så lang tid. Smitten er ekstrem lige nu, og så må de jo ansætte flere personer, hvis det skal tage mellem en time og to på at få hjælp,« siger Torben Baumbach.

Han frygter nemlig, at der kan være en meget alvorlig konsekvens.

»Der er mange – især unge – der hverken har tid eller tålmodighed til at sidde så lang tid. Så hvis de ringer ind for at høre, om de skal have en test med til en fest eller lignende, får de ikke anbefalingerne. Det skal altså bare ordnes nu,« siger han.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed handler de høje ventetider om, at man ikke har kunnet følge med de seneste ugers udvikling.

»Det er en kombination af, at der er stigende smittetal, at vi ved omikron-varianten også smitteopsporer nære kontakters nære kontakter, og at mange ringer ind for at få henvisning til PCR-test, fordi der er pres på testkapaciteten i regionerne,« oplyser styrelsen og understreger herefter, at man endda har fået hjælp fra 80 ansatte fra Forsvaret.

Styrelsen anerkender problemet, men opfordrer også til, at man i højere grad undersøger de vejledninger, der ligger tilgængelige på nettet.

»Vi ser naturligvis helst, at ventetiden er markant kortere, men lige nu har vi desværre ekstra travlt, og vi opfordrer derfor folk til også at orientere sig på coronasmitte.dk, læse de breve, vi sender i e-Boks, og tage telefonen, når vi ringer fra 3232 0511,« oplyser Styrelsen.