Lotte kan stadig huske, hvordan hun brugte timer i det mørke rum med altandøren på vid gab.
Hun var nødt til at sove siddende, for det ville kun blive værre, hvis hun lagde sig ned.
Hendes hoved havde dunket i flere timer, og det eneste, der lindrede smerterne, var den iskolde modvind.
LÆS OGSÅ: Virker allergipiller mod migræne? Hovedpineforsker forklarer
Anfaldene kom ofte og blev med tiden mere intense. Når hun tog til lægen, fik hun at vide, at de potentielt kunne gå i sig selv, hvis hun en dag fik børn, eller når hun kom i overgangsalderen.
LÆS OGSÅ: Man kan ikke se Felines sygdom, men den har overtaget hendes liv
For langt de fleste kvinder med migræne stilner sygdommen efter overgangsalderen, fordi hormonerne stabiliseres på et lavt niveau.
Men der er få kvinder, der ikke oplever nogen forskel. 58-årige Lotte Wehding Møller er en af de kvinder.
Da hun omsider kom forbi overgangsalderen efter mange års ventetid, føltes det som at blive snydt.
»Det var et kæmpe antiklimaks, at mine anfald bare blev værre end før,« fortæller hun.
I denne serie sætter vi fokus på 'den usynlige smerte' og giver ordet til nogle af de kvinder, der er eller har været svært påvirket af migrænen.
Du kan blandt andet også læse historien om Malene, der knækkede koden til sin migræne ved at tænke i andre baner.
Hårde perioder
Lottes migræne har fulgt hende som en skygge, siden hun var barn. For som femårig fik hun sine første anfald, der gjorde, at hun blev syg på legepladsen.
»Pludselig slog det ned som et lyn fra en skyfri himmel, hvor jeg begyndte at kaste op.«
Anfaldene tog for alvor fat, da hun blev teenager og kom på p-piller. Et par gange om ugen lå hun og kastede op grundet migrænen.
Efter et stykke tid gik det op for Lotte, at hendes migræne var hormonelt betinget.
Som årene gik, fik Lotte testet forskellig medicin og alternative behandlinger for at slippe af med de mange anfald.
»Jeg har haft 30 forskellige hovedpuder, fordi jeg så gerne ville finde mirakelhovedpuden, der fik det hele til at forsvinde.«
Intet kunne afhjælpe. Pånær tid, fortalte lægerne hende.
Skarpt lys og parfume
Lotte begyndte at se frem til at komme i overgangsalderen, for så kunne migrænen endelig få en ende og hun en helt ny måde at være i verden på.
Men Lottes sygdom endte med at blive kronisk i stedet med mere end otte dage i måneden med migræne.
Hun har med tiden fundet ud af, hvad der kan provokere hendes migræne og leve efter det.
For lang tid i et træningscenter med hård styrketræning. Et middagsselskab med mange lyde og at skulle dreje hovedet mod sin sidemakker under de små snakke.
For skarpt lys på arbejdspladsen eller derhjemme, for skarpe lugte som cigaretrøg og parfume.
»Hvis jeg er med toget, og der er en med, som har en kraftig parfume på, er det også en af de ting, som får migrænen frem. Jeg er også vant til at skulle spurte igennem Magasins parfumeafdeling.«
»Det er vigtigt for mig at forebygge så meget, som jeg kan.«
Det gør hun blandt andet ved at mindske skarpt lys mest muligt omkring hende og gøre brug af stillerum på arbejdspladsen, hvor man kan tage en pause, hvis det begynder at dunke i tindingen.
At se svag ud
Selvom Lotte har levet hele sit liv med migrænen, kan hun godt have svært ved, at der skal tages så meget hensyn til hendes sygdom.
»Jeg vil ikke være den, der trækker sygekortet, så har jeg taget af sted på arbejdet og kastet op der, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg har ikke villet melde mig syg, når jeg har haft så mange anfald, for så ville jeg få alt for meget fravær.«
Det er det sværeste ved sygdommen, synes hun.
»Man får et andet syn på sig selv, fordi man prøver så desperat på at være en, som andre ikke ser som svag. Det er ikke sådan, jeg vil se på mig selv.«
I dag er Lotte på et anfaldsforebyggende medicin, som fungerer for hende. Det har reduceret hendes anfald og intensiteten af dem.
Med medicinen og hendes forholdsregler er hendes migræne ikke længere kronisk, og hun kan mindske anfaldene med en Treo.
»Det er en gave, at jeg kan leve nogenlunde normalt. Det er første gang i mit liv, jeg kan det.«