Lonnie Jensen er strandet på ferieøen Mallorca sammen med sin mand og parrets to små børn. For hjemrejsen med Thomas Cook Airlines Scandinavia er aflyst.

Det giver den danske familie lidt af et dilemma.

»Da vi fortalte børnene, at det ikke er sikkert, vi kan komme hjem i morgen (tirsdag, red.) blev de jublende glade,« fortæller Lonnie Jensen over telefonen fra den familievenlige ferieby Alcudia på Mallorca.

Hvor familiens yngste på henholdsvis to og fire år hellere end gerne forlænger ferien, er en udsættelse af hjemrejsen alt andet end ideel for forældrene.

Mange fly til og fra den populære ferieø Mallorca er aflyst som konsekvens af rejsegiganten Thomas Cooks konkurs. (Foto: Enrique Calvo/Reuters)
Mange fly til og fra den populære ferieø Mallorca er aflyst som konsekvens af rejsegiganten Thomas Cooks konkurs. (Foto: Enrique Calvo/Reuters)

»Min mand og jeg skal efter planen tilbage på arbejde onsdag. Vi har ikke mere ferie tilbage at bruge af i år, så jeg håber, vi kommer hjem som planlagt,« siger Lonnie Jensen.

Det seneste hun har hørt fra Spies, som familien bookede sin ferie til Mallorca igennem, var en sms om, hvornår de ville blive hentet på hotellet og kørt til lufthavnen for at flyve hjem med Thomas Cook. Og det undrer hende.

»Ja, jeg går ikke ud fra, at den sms er aktuel længere,« siger Lonnie Jensen, efter at alle fly med det konkursramte selskab er aflyst.

Derfor kontaktede hun Spies kundeservice. Her blev hun henvist til meddelelsen på rejseselskabets hjemmeside.

»Men det gjorde os ikke meget klogere. Der er ikke meget information at hente,« siger den 38-årige mor til to.

Spies skriver på hjemmesiden, at alle ud- og hjemrejser med Thomas Cook Airlines Scandinavia, er aflyst.

'Vi har fuld fokus på de kunder, som er direkte påvirket af situationen, og vi regner med at have mere information senere i dag,' lyder det videre.

Foreløbig tager Lonnie Jensen og hendes familie situationen med ro, fortæller hun fra Alcudia.

»Men der er da lidt usikkerhed i maven. Det kunne være rart med noget information om, hvornår vi kan komme hjem, og om vi kan blive på vores supergode hotel indtil da,« siger hun.

Thomas Cook, som var verdens største og ældste rejseselskab, blev tidlig mandag morgen begæret konkurs efter at en redningsplan var slået fejl. Rejsegiganten ejede flere flyselskaber, som også indstiller al aktivitet på grund af konkursen - herunder Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Også Spies var ejet af Thomas Cook. Det store danske rejseselskabs fremtid er uvis, men det er ikke gået konkurs. Ifølge Lisbeth Nedergaard, der er kommunikationschef i Thomas Cook Airlines Scandinavia og Spies, bliver omkring 1.400 passagerer til og fra Danmark påvirket alene mandag.

Du kan følge udviklingen minut for minut i B.T.s live-blog om den store rejsekonkurs lige HER.