Da Lonni Schæffer i 2009 stoppede som social- og sundhedsmedhjælper vidste hun ikke, hvad hun skulle med sit liv.

Hun var 32 år, og hun havde kun sin 10.-klasses uddannelse og så uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Et fag, som hun selv beskriver, at hun var færdig med.

Med andre ord var hun altså både ufaglært og jobløs.

Hun begyndte som sæsonarbejder og blev siden ansat som lagermedarbejder. Men det var bare som om, hun ikke rigtigt kunne finde den rigtige hylde.

I 2012 spirede så en drøm om at blive elektriker.

»Men som voksen med hus og bil og generelt bare med en voksen økonomi, så ville det ikke kunne lade sig gøre på SU,« fortæller Lonni Schæffer. Hun parkerede derfor drømmen og fortsatte med at arbejde som sæsonarbejder. Siden blev hun også ansat som anlægsgartnerassistent.

Men anlægsgartner var heller ikke Lonnis drøm.

Og snart stod hun igen som arbejdsløs. Men så deltog hun en dag i et møde arrangeret af Odense Kommune. Og der hørte hun om muligheden for at få et uddannelsesløft med hjælp fra kommunen. Økonomien var derfor ikke længere et problem.

Så Lonni Schæffer slog til og startede i 2021 på grundforløbet til elektrikeruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole. Og hun har ikke set sig tilbage siden.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er endt på den helt rigtige hylde nu. Jeg elsker det virkelig,« lyder det fra Lonni Schæffer.

Og selvom Lonni Schæffer med sine 44 år er noget ældre end sine stadig forholdsvist nye klassekammerater, så var hendes alder ikke noget, hun tænkte over, da hun takkede ja til at starte på elektrikeruddannelsen.

»Det er faktisk først nu, efter jeg er startet på uddannelsen, at jeg kan mærke, at det er svært,« siger Lonni Schæfer.

Lonni Schæffer sprang som 43-årig ud i en helt ny uddannelse. Og om få år har hun fået opfyldt sin drøm om at blive elektriker. Privatfoto.
Lonni Schæffer sprang som 43-årig ud i en helt ny uddannelse. Og om få år har hun fået opfyldt sin drøm om at blive elektriker. Privatfoto. Amanda Kieler Andersen

For efter en del år som voksen med et fuldtidsjob, havde hun vænnet sig til at være selvkørende. Hun styrede sin egen hverdag og sine egne opgaver og var også ofte én, som andre spurgte til råds.

Som studerende blev det hele vendt på hovedet.

»Når man er ung, så er det lidt noget andet, for man kommer ikke med så meget erfaring i rygsækken. Jeg kommer derimod med en hel del erfaring, men som jeg ikke kan bruge i det her fag,« forklarer Lonni Schæffer og uddyber:

»Som ung er du vant til at gå i skole. Det er 25 år siden, jeg sidst sad på skolebænken, og dengang tog jeg ikke notater, og jeg brugte ikke en computer. Så det er noget af en omvæltning.«

Men Lonni Schæffer er ikke alene om at tage springet fra ufaglært til faglært i en mere moden alder. Faktisk langt fra.

I 2021 besluttede byrådet i Odense nemlig at sætte 11 millioner kroner af i budgettet dedikeret til at løfte 300 ufaglærte ledige til faglærte.

Indsatsen i kommunen fokuserer primært på de brancher med størst behov for arbejdskraft. På nuværende tidspunkt, hvor projektet har kørt i 15 måneder, er man lykkedes med at få mere en halvdelen af de 300, som er målsætningen, til at tage springet fra ufaglært til faglært.

Og én af dem er altså Lonni Schæffer.

»Jeg synes, det er virkelig vigtigt, at man ikke lader sig holde tilbage af hverken sin alder eller af sit køn. Selvom du er lidt ældre og er en kvinde, så kan du altså sagtens gå ind i et mandefag,« afslutter Lonni Schæffer.

I 2025 er hun færdiguddannet elektriker og klar til at springe ud på arbejdsmarkedet i sit drømmejob.