En fejlblanding med meget høj andel af bioethanol var skyld i, at Lone Klitgaard fra Solbjerg onsdag måtte aflevere sin bil på værksted og i stedet erhverve sig en lånebil.

Benzinselskabet Ingo bekræftede tidligere onsdag over for Dagbladet Holstebro-Struer, at der var blevet påfyldt en forkert blanding til 95-tankene på en række benzinstationer i Aarhus.

Men nu kan Lone Klitgaard altså også fortælle, at fejlen er sket i Solbjerg, syd for Aarhus.

Tilfældigvis opdagede Lone, at der kunne være noget galt med benzinen i hendes bil, da hun læste et opslag i en lokalgruppe på Facebook.

Her beskrev en borger, at et familiemedlem havde måtte tilkalde vejhjælp på grund af de store mængder bioethanol i tanken efter at have besøgt samme tankstation om Lone Klitgaard.

Det fik Lone til at kontakte sin mekaniker torsdag morgen for at høre, om hun mon kunne være blandt de uheldige.

Hun skulle nemlig ud på en lang køretur samme dag, og frygtede at bilen ville brænde sammen.

»Han sagde, at jeg skulle komme hen på værkstedet med det samme for at få tømt tanken,« siger hun.

Lone Klitgaard havde vanskeligheder med at starte bilen, men det lykkedes hende efter en kort køretur at komme helskindet hen til mekanikeren.

»De lå vandret, og telefonen ringede hele tiden. De havde endda sat en mand fast til at tømme tanke. Det væltede ind med mennesker, der havde oplevet det samme,« siger hun.

Lone Klitgaards søn afleverede efterfølgende kajkager til de overbebyrdede mekanikere på det lokale værksted.

Hun håber nu på, at hun får dækket mekanikerregning og udgifter til lånebil af benzinselskabet Ingo, som står bag fejlen.

»Det har de jo lovet os, men nu må vi se,« siger hun.

Ingo har tidligere oplyst, at de endnu ikke har det fulde overblik over antallet af biler, der har fået motorproblemer efter at have tanket, men man vurderer det til at være under 100 biler.

Kunderne skal ringe til Ingos kundecenter for mere information vedrørende kompensation, lyder meldingen.