»Hvorfor skal det gøres til noget specielt, at jeg er gift med en af samme køn? Det er jo ligegyldigt.«

Sådan spørger Lone Nielsen, der er en af flere, der på Odense Kommunes Facebookside har forholdt sig kritisk til et såkaldt LGBTQ+-topmøde, der afholdtes fredag eftermiddag på rådhuset som optakt til Odense Pride, der finder sted lørdag.

Lone Nielsen gør det klart, at hun på ingen måde vil tale ned til mennesker, der er til eget køn.

»For jeg er jo selv en af dem,« siger Lone Nielsen, der har været gift med sin kvindelige partner siden 2020.

»Men et eller andet sted synes jeg, at det er at latterliggøre folk, der lever anderledes, at det skal blæses ud med et topmøde og parade,« siger hun og uddyber:

»Jeg ved, at vi er mange, der synes, at det er pinligt, at det er nødvendigt, at man skal lave reklame for sig selv som minoritet i 2022.«

Der ville den modsatte fløj nok netop sige, at det er pinligt, at de i 2022 ikke føler sig ordentlig accepteret, og at et topmøde derfor er nødvendigt?

»Jeg tror bare desværre ikke, at det er det, det handler om.«

»For mig virker det opmærksomhedssøgende,« siger den 45-årige key account manager fra Odense.

»Det er noget mærkeligt noget, at folk har så stort et behov for at vise, at de er til eget køn, for der er ikke noget problem,« mener fynboen.

Men for bare et halvt år siden fortalte vi eksempelvis på B.T. om en odenseaner, der oplevede, at tolerancen i Odense er meget lav over for personer med en LGBTQ+-identitet. Er det så ikke fair nok, at man gør en indsats over for det?

»Jo, det kan du jo sige, men så er der jo mange ting, man skal gøre noget ved.«

»Hvis folk ikke kan acceptere mennesker, der er anderledes, så er det jo dybest set deres eget problem.«

Lone Nielsen synes hellere, at LGBTQ+-personer skulle slappe af i, hvem de er, og ikke lade det definere dem.

»Jeg føler, at jeg kan gå rundt og holde om min hustru, som det behager mig, uden at nogen kigger mærkeligt,« siger Lone Nielsen og fortæller, at hun heller ikke oplever, at nogen i hendes omgangskreds, der er til eget køn, støder på problemer.

»Men det, der er et problem, er, at man gør sådan noget her som LGBTQ+- topmøde og -parade. For folk får kvalme af det,« påstår Lone Nielsen.

På den måde mener hun, at LGBTQ+-foreningerne gør mere skade end gavn.

Hun har dog ikke som sådan noget imod, at kommunen bruger 61.000 kroner på Odenses første LGBTQ+-topmøde.

»De bruger penge på så mange mærkelige ting, så hvorfor ikke også det.«

»Jeg håber bare, de får en fest,« slutter Lone Nielsen med hentydning til Odense Pride, der afholdes lørdag.