Er du den heldige ejer af et sommerhus på en af øerne Askø, Fejø eller Femø, så bør du være opmærksom i disse dage.

For Lolland Færgefart, som står for færgefarten ud til de tre øer, opfordrer nemlig 'rejsende uden uopsætteligt ærinde' til at udsætte deres rejser.

Opfordringen kommer som et led i forsøget på at undgå at sprede smitten af den efterhånden berygtede coronavirus, skriver Lolland Færgefart.

Konkret betyder meldingen fra Lolland Færgefart, at der opfordres til, at færgerne forbeholdes øboere, pendlere til øerne, hjemmepleje, brand og redning og erhverv, som skal have fødevarer videre ud i landet.

Flere gader og stræder ligger næsten øde i Danmark, efter folk blev opfordret til at holde sig inden døre pga. coronavirus. Her er det Amagertorv på Strøget i København mandag 16. marts 2020.
Flere gader og stræder ligger næsten øde i Danmark, efter folk blev opfordret til at holde sig inden døre pga. coronavirus. Her er det Amagertorv på Strøget i København mandag 16. marts 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Også håndværkere, som har et akut ærinde på øerne eller har en konkret aftale med Lolland Færgefart om et ærinde på øerne, vil stadig kunne rejse til øerne.

Indtil videre gælder opfordringen frem til mandag den 30. marts. I den periode kan øboere stadig rejse frit frem og tilbage mod forvisning af øbo-kort.

Der er endnu ingen smittede besætningsmedlemmer på færgerne, men skulle det ske at coronavirussen rammer Lolland Færgefart, så kan det få store konsekvenser for mange, siger Bjarne Hansen, driftsansvarlig for færgefarten i Lolland Kommune, til TV2 Øst.

»Hvis den (virussen, red.) dukker op, vil den jo være meget farlig. Godt nok har vi ikke nogle over 80 år, der arbejder på færgen, men bliver bare en, to, tre eller fire smittede trukket ud af vagtplanen, skal vi lægge en, måske to færger ud af planen,« siger han og fortsætter:

Også den offentlige transport er blevet påvirket af coronavirussen. Flere metrotog er næsten helt tomme, efter folk blev opfordret til at blive hjemme.
Også den offentlige transport er blevet påvirket af coronavirussen. Flere metrotog er næsten helt tomme, efter folk blev opfordret til at blive hjemme. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Det vil virkelig blive et stort problem med store konsekvenser for øboerne, pendlerne og erhvervsdrivende, der skal have varer fra øerne og ud til fastlandet, frugtavlerne eksempelvis,« siger Bjarne Hansen til mediet.

Udover at folk opfordres til at udsætte deres besøg på de tre øer, så opfordres de rejsende ligeledes til at blive i deres køretøjer under overfarten. Samtidig opfordres passagerer i færgernes saloner til at sidde på hvert anden sæde og undgå fysisk kontakt med andre mennesker.

Som et led i forsøget på at mindske risikoen for smittespredning er billethuset ved Kragenæs Havn blevet lukket, i stedet bliver MobilePay nu anvendt til billetkøb.

Der vil ligeledes være færre færgeafgange fremover, men de nye sejlplaner vil blive først meldt ud en af de nærmeste dage, oplyser Bjarne Hansen til TV2 Øst.