Nick Barnes bliver udsat for møgfald næsten på daglig basis, og hvis det ikke er ham, går det udover en af hans kolleger.
Og nu har han fået nok.
Nick Barnes er lokomotivfører hos DSB, og alle slags problemer – forsinkelser, aflysninger og manglende vogne – kan ifølge ham udløse et raserianfald, som går udover DSB-personalet.
»Jeg bliver virkelig ærgerlig over, at der bliver snakket så hårdt til os.«
»Vi bliver også super frustrerede, når der opstår problemer, og vi ikke kan få folk frem til tiden, men i langt de fleste tilfælde kan vi intet gøre,« siger han.
Lokomotivføreren fortæller, at raseriudbruddene sker oftere i pressede perioder – som for eksempel i juletiden – hvor personalet godt kan mærke, at skoen trykker et andet sted end lige præcis den konkrete togforsinkelse.

Lokomotivføreren har arbejdsdage, hvor han ikke bare bliver svinet til en gang. Men derimod en gang for hver station, han ankommer til.
»Sådan nogle dage bliver man bare fyldt op. Det kan være en virkelig hård dag at komme igennem, og det værste er, at vores service jo også bliver dårligere for de næste passagerer,« siger Nick Barnes og fortsætter:
»Jeg arbejder i servicefaget, og jeg brænder for at give vores passagerer den bedst mulige rejse, men det bliver sværere, hvis jeg har fået et møgfald på fem stationer i træk.«
Tre ud af fire overfaldet i uniformen
Dansk Jernbaneforbund udgav i februar 2025 en undersøgelse, hvor de spurgte frontpersonalet i DSB, lokalbaner og i metroen, hvor ofte de inden for de seneste tre måneder er blevet udsat for verbale og fysiske overfald.
75 procent af medarbejderne var blevet udsat for verbale overfald/chikane inden for de seneste tre måneder, mere end 50 procent havde oplevet det flere gange.
Knap 16 procent af medarbejderne var blevet udsat for fysiske overfald inden for de seneste tre måneder. 3,3 procent var blevet overfaldet mere end en gang.
Er du blevet overfaldet, mens du var på arbejde? Tip journalisten på slas@bt.dk
Lokomotivfører Nick Barnes understreger, at han ikke engang er mest udsat, da han ikke har lige så meget passagerkontakt, som andre medarbejdere i toget.
Han prøver at sige til sig selv, at de, der skælder ud, taler til DSB-logoet på hans uniform og ikke til ham personligt, men han forstår ikke behovet for at råbe eller skælde ud.
»Hvis du taler pænt, vil jeg – eller mine kolleger – meget gerne hjælpe dig bedst muligt videre, hvis vi har den mindste tid,« siger Nick Barnes og fortsætter:
»Vi har også gode oplevelser med forstående passagerer, når der opstår forsinkelser, og det bliver bare en bedre dag for alle, når det sker.«
De seneste måneder er problemerne intensiveret på grund af et nyt planlægningssystem i DSB, og derfor frygter togfører Jørgen Maach for sine kollegaer i juletiden.
Læs mere om det her: Togfører slår alarm: Frygter store problemer i juletrafikken

