Det var ikke tilfældigt, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen lancerede sit parti Moderaterne netop i dag.

Han ville nemlig ikke risikere, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valg, uden at han stod på stemmelisten.

»Nogen går jo og siger, at statsministeren kunne finde på at lave et efterårsvalg. Så kunne vi risikere at blive taget med bukserne nede. Og derfor er vi nødt til at søge det navn nu. Så var det rigtigst at nævne det, for det var alligevel kommet frem inden for en uge,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen til B.T. efter hans grundlovstale tidligere i dag i Herlev.

Han henviser til, at navnet alligevel ville komme frem, fordi Valgnævnet senest 15. juni skal tage stilling til partinavnet.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har grundlovsdag løftet sløret for navnet på hans nye parti. Det bliver partiet Moderaterne.
Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har grundlovsdag løftet sløret for navnet på hans nye parti. Det bliver partiet Moderaterne. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Når man skal have godkendt et nyt parti, er der en masse regler, og i sidste ende skal man godkendes af Valgnævnet. Medlemmerne af Valgnævnet holder bare ikke så mange møder. Hvis ikke det blev nu, så kunne det tidligst blive i september,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Med offentliggørelsen af partinavnet er den tidligere statsministers politiske projekt gået fra blot at være et debatforum ved navn ‘Det politiske mødested« til at blive et egentligt parti.

Lars Løkke Rasmussen blev – mod sin vilje – gået som partiformand i august 2019. Ved årsskiftet til 2021 kom så det endelige brud med Venstre. Under stor mediebevågenhed valgte han efter mere end 40 års medlemskab at melde sig ud af partiet.

Lars Løkke Rasmussens nye parti ser dagens lys samtidig med, at hans gamle parti Venstre kæmper med dårlige meningsmålinger.

Statsministerens manøvre har vakt vrede i Venstre. Venstrekoryfæet Claus Hjort Frederiksen har over for Berlingske beskyldt Lars Løkke Rasmussen for at være direkte årsag til partiets krise.

»Den situation, vi sidder i nu, mener jeg godt, man kan sætte adresseseddel på: Den er udløst af Lars Løkkes ageren. Det er selvfølgelig særligt bittert, for vi har haft god erfaring i 14 år med borgerligt samarbejde. Men nu er vi inde i en fase, hvor vi skal reparere den skade, som Lars har forvoldt,« lød det i maj måned over for Berlingske.

Moderaterne skal ifølge Lars Løkke Rasmussen ligge i midten af dansk politik med det formål at holde yderfløjene uden for indflydelse.

Hvis Moderaterne skal stå på stemmesedlen til næste valg til Folketinget, skal der lidt over 20.000 vælgererklæringer til.