Lokaltogs ledelse bakker op om sigtet medarbejder
Lokaltogs ledelse støtter den medarbejder, der er sigtet efter togulykken på Gribskovbanen i april.

Lokaltogs ledelse støtter den medarbejder, der er sigtet efter togulykken på Gribskovbanen i april.

Lokaltogs ledelse bakker op om den medarbejder fra lokalbaneselskabets driftscentral i Hillerød, som er blevet sigtet af politiet i forbindelse med togulykken på Gribskovbanen den 23. april.
Det oplyser Lokaltog i en pressemeddelelse lørdag.
Den pågældende medarbejder har selv orienteret ledelsen om sigtelsen, og Lokaltog har været i dialog med personen.
- Det er en svær situation - både for den medarbejder, det handler om, og for organisationen som helhed.
- Vi bakker op om vores medarbejder og følger sagen tæt, siger Lars Wrist-Elkjær, administrerende direktør for Lokaltog, i pressemeddelelsen.
Ifølge politiet blev to personer sigtet i forbindelse med ulykken. Lokaltog er dog ikke blevet orienteret om eller er bekendt med den anden sigtedes identitet, skriver selskabet.
Torsdag sygemeldte medarbejderne på driftscentralen i Hillerød sig, hvilket medførte, at al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Region Hovedstaden blev indstillet. Siden har togbusser erstattet togdriften, og de kører også lørdag og søndag.
Ifølge TV 2 skyldtes den kollektive sygemelding sigtelsen af medarbejderen.
I lørdagens pressemeddelelse skriver Lokaltog, at medarbejderne på driftscentralen hver dag løfter "en vigtig opgave for vores passagerer, ofte i et komplekst arbejdsmiljø".
- Derfor er det også en situation, vi tager meget alvorligt, samtidig med at vi ønsker ro om det videre forløb, siger Lars Wrist-Elkjær.
Lokaltog tilføjer, at selskabet fortsat har "fuld tillid til medarbejdernes indsats" og arbejder tæt sammen med relevante myndigheder om det videre forløb.
To tog kolliderede på Gribskovbanen den 23. april. 10 personer kom alvorligt til skade, mens 12 fik lettere skader.
En foreløbig rapport fra Havarikommissionen konkluderede mandag, at det ene tog kørte forbi et planlagt stop og et stopsignal, før det fortsatte ud på en enkeltsporet strækning, hvor det kolliderede med et modkørende tog.
Undersøgelsen har ikke fundet tegn på fejl i signalanlægget eller togmateriellet.
/ritzau/