Lokaltog kører med færre tog i weekenderne og om natten fra den 29. juni og indtil oktober. Det gælder for flere strækninger.

Det skriver Lokaltog, der driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og Falster, i en pressemeddelelse.

Den reducerede køreplan fortsætter, så der kan sikres en mere stabil og robust drift i en tid, hvor Lokaltog er udfordret som følge af en alvorlig togulykke på Gribskovbanen i april.

Her kørte to tog frontalt ind i hinanden, og flere om bord kom alvorligt til skade.

Flere lokomotivførere og medarbejdere i centrale støttefunktioner har meldt sig syge, og der har derudover været behov for psykologisk støtte blandt medarbejdere, og det påvirker driften.

Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør i Lokaltog, kalder det beklageligt.

- Vi ved, at ændringer og usikkerhed omkring køreplanen er frustrerende for vores kunder, og derfor er det også meget beklageligt, at vi er nødt til at træffe denne beslutning.

- Men vores vigtigste ansvar er at sikre en drift, som er stabil, sikker og til at stole på, siger han i pressemeddelelsen.

Den reducerede køreplan skal sikre større forudsigelighed for kunderne og bedre arbejdsbetingelser for medarbejderne, mens arbejdet med at normalisere driften pågår.

Køreplanen fra 29. juni viser, at rejsende med Nærumbanen kan ånde lettet op. Her kører togene som normalt.

Der er til gengæld ændringer i køreplanen, hvad angår Frederiksværkbanen, Lille Nord, Gribskovbanen og Hornbækbanen.

På Frederiksværkbanen er det forventningen, at der ikke vil køre hurtigtog på hverdage resten af køreplansåret. Køreplansåret slutter i år den 12. december.

I weekender erstattes nattogene af togbusser frem til 3.-4. oktober, hvor togene ventes at køre om natten igen.

På Lille Nord, Gribskovbanen og Hornbækbanen kører togene efter en normal køreplan på hverdage resten af køreplansåret. I weekender køres timedrift, og nattogene erstattes af togbusser.

Fra weekenden den 3.-4. oktober forventes der at være en normal køreplan igen alle ugens dage.

Lokaltog arbejder på at vende tilbage til fuld drift, så snart forholdene gør det muligt, skriver lokalbaneselskabet.

Kunder kan orientere sig i Rejseplanen og via Lokaltogs hjemmeside.

/ritzau/