Lokalformand for Danske Veteraner er målløs: 'Vi føler os pisset på'
København dannede langt fra kun rammer for Flagdag for Danmarks Udsendte, men også flere demonstrationer og uroligheder.

København dannede langt fra kun rammer for Flagdag for Danmarks Udsendte, men også flere demonstrationer og uroligheder.

Den 5. september, er en helt speciel dag for danske veteraner.
Dagen, hvor de udsendte soldater bliver hædret for deres indsats i krige og internationale indsatser, og hvor de mindes deres faldne kammerater.
I stedet blev det en dag i de københavnske gader, der var præget af politisirener, skældsord og kast med fyrværkeri.
Respektløst over for veteranerne og deres familier.
Sådan lyder det fra Per Jensen, formand for Danske Veteraners Lokalforening Storkøbenhavn.
»Vi føler os pisset på,« siger han til B.T.

Lørdag dannede København nemlig ikke kun rammer for flagdagen for Danmarks udsendte, men også for flere demonstrationer fra hvert sit politiske spektrum.
Højrefløjsorganisationen 'Det Danske Folk' bar rundt på massive mængder Dannebrog flag i et optog rundt omkring i byen, hvor de tørnede sammen med flere moddemonstrationer. Og det gik ikke stille for sig.
»Ligegyldig, om du hører til højre- eller venstrefløjen, så må du godt tænke dig om. En dag som i dag bliver der revet op i en masse sår, hvor veteraner møder deres kammerater og mindes dem, de har mistet. Så det her er at træde på folk, gøre grin med dem, at man vælger lige netop denne dag,« lyder det fra lokalformanden.
Per Jensen understreger samtidig, at han bakker op om vores ret til at demonstrere.


»Jeg tror ikke, der er en eneste veteran, der ikke hylder det princip. Mange er gået i krig med det i baghovedet, at vi kommer fra et land med frihedsrettigheder.«
Men timingen forstår Per Jensen overhovedet ikke.
»De kunne have valgt i morgen, om en uge eller Grundlovsdag. I dag bliver det så støjende.«
Sideløbende med demonstrationerne var mange veteraner lørdag eftermiddag samlet til mindehøjtidelighed i Kastellet, og nogle skulle også videre til mindegudstjeneste i Holmens Kirke.
Også Per Jensen var til stede ved mindehøjtideligheden.
»Jeg føler virkelig med de pårørende, hvor mange var i minderummet i Kastellet og lægge en blomst, og så skulle de køre videre til Holmens Kirke til lyden af udrykningshorn. Det er ikke godt nok.«
Under lørdagens demonstrationer melder Københavns Politi på Politi Update, at der blev anholdt i alt tre personer for henholdsvis vold mod politiet samt besiddelse af pyroteknik og narkotika. Alle de sigtede er blevet løsladt igen.