Lyserød til pigerne og lysegrå til drengene.

Det er ikke servietterne til en barnedåb, der er tale om, men farverne på de trøjer, som deltagerne i årets udgave af Copenhagen Marathon vil være klædt i.

I år er der nemlig to forskellige udgaver af den løbe-T-shirt, som de tilmeldte får med i købet sammen med startnummeret:

En trøje i gammelrosa til kvinder og en lysegrå til mændene.

Det er dog bestemt ikke alle, der er vilde med den beslutning.

Forleden lagde atletikklubben Sparta, som står bag Copenhagen Marathon, et opslag på Facebook, hvor årets trøjer blev præsenteret, og spurgte samtidig brugerne:

Kan du lide farven?

Det spørgsmål skabte en mindre shitstorm på siden, hvor overraskende mange besvarede spørgsmålet særdeles negativt.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Dennis Lehmann
Vis mere

'Synes, den der 'skinke-farve', som dametrøjen har, er meget lidt køn,' lyder det blandt andet fra en.

'Jeg er principielt imod 'pigefarve' og 'drengefarve',' proklamerer en anden, mens atter andre mener, at arrangørerne ligger under for 'kønskonventioner', og synes, at der skal være samme farve til begge køn.

Søndag den 19. maj løber over 10.000 deltagere gennem Københavns gader ved årets udgave af Copenhagen Marathon. I år er det 40. år i træk, at løbere gennemfører de legendariske 42,2 kilometer i Danmarks hovedstad.

Derfor er der lagt op til et brag af en jubilæumsfest, når både eliteløbere og motionister tester hinandens og ikke mindst egne grænser på metropolens asfalt.

Copenhagen Marathon 2018.
Copenhagen Marathon 2018. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mere end 12.000 løbere har allerede tilmeldt sig, og Sparta regner med deltagerrekord på omkring de 13.000.

Hos Sparta har man derfor også i år lagt ekstra kræfter i en mindeværdig begivenhed.

Blandt andet har man gjort sig særlig umage med at udvælge årets løbetrøjer.

»Der vil altid være forskellige holdninger og smag, når vi taler farver og stil, men vi gør vores bedste for at finde de bedste trøjer i den bedste kvalitet, som flest mulig vil synes om,« siger direktør i Sparta Dorte Vibjerg.

Hun forklarer, at arrangørerne i jubilæumsåret netop har gået et niveau op i trøjer for at få et produkt i ordentlig kvalitet, og her er der altså forskel på de farver, de enkelte brands laver til henholdsvis mænd og til kvinder.

»Selvfølgelig ærgrer det os, at nogen ikke synes om trøjerne, men vi vil gerne give folk et kvalitetsprodukt i det udvalg af farver, der er,« siger Dorte Vibjerg.

Andre kritikere langer ud efter det klimamæssige element i at give alle deltagere T-shirt, og også det mener Sparta-direktøren, at der er taget hensyn til i år.

»Trøjen skal være et produkt, som folk bliver glade for og bruger bagefter. Det må ikke være en trøje, folk lægger på hylden. Det er jo ikke bæredygtigt, og det er faktisk lige netop derfor, vi ikke vælger et standardprodukt i en lavere kvalitet,« siger hun.