L.O.C. fortsætter nyt karrierespor som standupper
Liam O'Connor er klar med sit andet onemanshow, efter at han sidste år var på turné med sit første af slagsen.

Liam O'Connor er klar med sit andet onemanshow, efter at han sidste år var på turné med sit første af slagsen.

Rapperen L.O.C. tager næste år på turné med sit andet standupshow, "Skamløst".
L.O.C. begyndte i 2023 at prøve sig selv af som komiker efter knap 30 år i musikbranchen. I 2025 lavede han sit første onemanshow, "Liam O'Connor - nu som komiker".
Som standupper går han på scenen med sit borgerlige navn, Liam O'Connor.
På sin officielle hjemmeside kalder Liam O'Connor det nye show for "en aften med jokes og historiefortælling fra et voksent liv som offentlig person til den vidunderligt kaotiske hverdag som far til tre - krydret med lige dele Disney-film og gangster-rap".
Ifølge Liam O'Connor er showet "med andre ord alt, hvad livet har at byde på, når man er dedikeret livsnyder og selvudråbt ekspert i forliste forhold".
- Jeg elsker, når standup er lidt for ærligt. Og personligt skriver jeg jokes ud fra devisen: Det er ingen skam ikke at have nogen skam i livet. Det er nu resulteret i et show, jeg godt tør love, bliver befriende skamløst og morsomt, lyder det fra Liam O'Connor.
Privat har han en søn fra ægteskabet med den tidligere Vild med dans-vært Christiane Schaumburg-Müller, og så har han fået to døtre siden.
Skiftet fra rap til jokes blev indledt så småt for fem års tid siden.
I 2021 var Liam O'Connor på scenen i Operaen i København for at hylde - dog camoufleret som en roast - sin gode ven Hadi Ka-koush og hans makker Joel Hyrland, der var nomineret til prisen som Årets Komiker ved det hedengangne Zulu Comedy Galla.
Det mindede ham om dengang, han tog til hiphopjams.
I 2023 begyndte Liam O'Connor at tage til open mic-aftener, hvor både aspirerende og etablerede komikere kan prøve deres jokes af.
Året efter sagde Liam O'Connor ja til at varme op for Hadi Ka-koush, Melvin Kakooza, Mahamad Habane og Joel Hyrland, som var på tour sammen under titlen "Bros".
Han var allerede scenevant, da han har været en del af musikmiljøet siden midten af 90'erne.
I 2001 albumdebuterede han under initialerne L.O.C. med pladen "Dominologi", der rummede numre som "Absinthe" og "Drik din hjerne ud".
Siden har han udgivet en række album, hvoraf det seneste, "Fuck L.O.C.", udkom i 2021.
Mens det tog tid at slå igennem med musikken, strøg Liam O'Connor ind på comedyscenen.
I et interview med Ritzau sidste år tilskrev han efterspørgslen på billetter til sin første tour sine musiske meritter.
- Jeg er superglad for interessen. Som jeg siger, så har jeg benyttet mig af det hack at have excelleret inden for et meget snævert felt, lød det fra ham.
I samme interview understregede Liam O'Connor, at han ikke har trukket stikket til L.O.C.
- Jeg tror aldrig, jeg bliver færdig med musik. Men jeg gør ikke noget halvhjertet, så jeg har dedikeret al min tid til at dyrke det her og se, hvad det kan.
/ritzau/