Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Lige nu kan det være særdeles farligt, faktisk livstruende, for din hund at bade visse steder rundt om i landet.
Flere steder i landet har der nemlig ophobet sig store mængder blågrønne alger i søerne.
Det skyldes den seneste tids gode vækstbetingelser med høj luft- og vandtemperatur og stille vind.
Derfor advarer flere nordsjællandske kommuner nu om badning i søer, hvor man kan se de potentielt giftige blågrønne alger.
For mennesker kan blågrønne alger føre til diarré, det kan være særligt farligt for børn – men har man hund, skal man være ekstra opmærksom.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse kan hunde ikke tåle giften fra algerne, som hunde kan få ved at bade i vandet og drikke af det.
Desuden kan hunde også blive forgiftet ved at spise tang fra forgiftede søer.
I værste tilfælde kan det føre til død for hunde.
De anbefaler desuden, at skylle pelsen på din hund med rent vand så hurtigt som muligt, hvis den har badet i en tvivlsom sø – men du skal huske at bruge handsker, da det også er giftigt for dig.
Ifølge Miljøstyrelsen skal du holde øje med skilte, som fraråder badning. De kommer samtidig med et lille fif til, hvordan du selv kan tjekke, om der er alger i en sø.
Går du ud i vand til knæene og kan du ikke se dine fødder, så kan vandet være fyldt med alger.
Badning i søer frarådes lige nu i Rudersdal Kommune og Fredensborg Kommune ved Furesøen og Esrum Sø.
Desuden frarådes badning i inderhavnen i Aarhus Havn på grund af sundhedsfare. Det fremgår på badevand.dk.
Hold øje med din egen kommunes hjemmeside, som løbende kontrollerer badevandet i dit lokalområde.
Du kan også følge med på www.badevand.dk, som fører kort over badevandskvaliteten på strande i hele Danmark.