Solen skinner og badevandet er dejlig varmt, så det er ikke overraskende, at familien Danmark valfarter til de mange dejlige badestrande. Men nu føler Trygfonden sig nødsaget til at give de danske forældre en opsang: Pas nu på jeres børn, når I er på stranden.

Det sker, fordi Trygfonden Kystlivrednings livreddere flere gange i løbet af blot et par dage har måttet redde børn, der var i livsfare i vandet - uden at forældrene var i nærheden.

»Forældrene må derfor ikke belave sig på, at de kan lade børnene rende rundt uden opsyn på stranden, fordi de tror, at livredderne holder øje med dem. Det er forældrenes opgave at passe på deres børn på stranden, og så er livredderne en ekstra sikkerhed, hvis der opstår en nødsituation,« siger chef for drift og sekretariat i Trygfonden, Anders Myrhøj, i en pressemeddelelse.

Onsdag i sidste uge måtte livredderne i al hast redde børn, der var i livsfare i vandet ud for strandene i Ishøj, Kerteminde og Sandvig på Bornholm.

I Sandvig røg to piger på omkring 10-12 år i et revlehul omkring 25 meter ude i vandet ved 14.30-tiden. De blev heldigvis opdaget af livredderen og en opmærksom badegæst, som svømmede over til pigerne og hjalp dem, indtil livredderen var fremme.

'Livredderne padler ud på boardet og kommer hurtig hen til de tre badegæster. De to piger tager fat i boardet, og manden kan selv bunde. Livredderne hjælper pigerne i land. Pigen, som havde kæmpet for at holde sig oppe, var lettere chokeret, og hendes veninde var ligeledes chokeret over episoden og overrasket over, hvor hurtigt det gik fra sjov til fare,' oplyser Trygfonden om redningsaktionen, der kunne være endt som en drukneulykke.

Onsdag aften var det tæt på at gå galt i Ishøj, hvor en pige på omkring fem år, som ikke kunne svømme, kom ud på den anden side af en revle og ikke kunne bunde. Pigen var ved bevidsthed, men havde slugt en del vand, da livredderen reddede hende i land. Hun havde været i vandet med sin onkel og nogle fætre, som ikke havde holdt øje med hende, skriver Trygfonden.

Lørdag besvimede en pige på stranden, omkring 150 meter fra livreddertårnet på Kerteminde Strand. Hendes søster alarmerede livredderne, hvorefter den besvimede pige blev kørt på hospitalet i en ambulance.

Efter de tre aktioner, der kunne være endt som tragiske drukneulykker, opfordrer Trygfonden forældrene til altid at holde et vågent øje med deres børn, når de er i vandet - eller endnu bedre: at bade sammen med dem.

»Det kan ikke siges ofte nok. Børn må aldrig bade uden opsyn af voksne, og selvom forældrene tror, at de holder øje med børnene fra stranden, så ser vi ofte, at mobiltelefonen, avisen eller snak med andre distraherer dem. Ulykken kan ske på få sekunder, og så sent som i sidste uge blev en pige fundet livløs i en badesø i Albertslund efter badning uden opsyn,« siger Anders Myrhøj.

Han understreger, at livreddernes opgave er at træde til, hvis uheldet er ude på de danske strande - ikke at agere børnepassere mens mor og far surfer på deres mobiltelefoner.