Man kan godt bade i kraftig regn. Men høres torden, er det med at skynde sig op af vandet, siger livreddere

Bad aldrig i tordenvejr.

Så klar lyder advarslen fra TrygFondens livreddere mandag, hvor kraftig regn og tordenvejr ventes at ramme det meste af landet.

- Der er ingen øget risiko ved at bade, når der er skybrud. Men hører du tordenbulder eller ser lyn, skal du skynde dig op på stranden og søge ly – allerhelst i en bygning eller i en bil med fast tag og lukkede vinduer, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.

Advarslen kommer mandag, hvor det meste af landet står over for et rigtig uvejr.

En koldfront skal passere landet fra vest mod øst, og i den forbindelse kan der komme kraftige byger, torden, hagl og kraftige vindstød.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om lokale skybrud og torden. Varslet dækker den nord- og østlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Lolland-Falster samt Bornholm.

De første skybrud har allerede mandag formiddag ramt flere kommuner i det vestjyske.

/ritzau/