Hver sommer oplever livredderne rundtomkring på de danske strande, at revlehuller skaber farlige situationer – også for garvede strandgæster – og i år er ingen undtagelse.

Så sent som i sidste uge blev en ældre mand fanget i et revlehul ved en strand, hvor han har badet jævnligt gennem 54 år.

Derfor er Trygfondens Kystlivredning igen i år ude for at advare danske strandgæster om de lumske fordybninger i sandbunden.

»Et revlehul er som udgangspunkt ikke farligt, hvis man ved, hvordan man skal tackle det. Men begynder man at svømme mod strømmen for at komme ind mod land, kan det blive rigtig farligt,« siger Lasse Serup Jensby, driftsleder i Trygfondens Kystlivredning i en pressemeddelelse og tilføjer:

I uge 30 alene gennemførte livredderne i alt 6.940 indsatser.
I uge 30 alene gennemførte livredderne i alt 6.940 indsatser. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Selv stærke og erfarne svømmere er druknet i udmattelse, fordi de er gået i panik og har forsøgt at kæmpe imod strømmen.«

Revlehuller, også kendt som hestehuller, er fordybninger i sandbunden, som forårsages af, at det vand, der under bestemt vind- og bølgeforhold kommer ind mod kysten, skal tilbage ud i havet.

Når der er tale om store vandmængder, bliver sandet presset væk, hvilket efterlader en lille kløft.

Vandet, det løber væk fra kysten gennem revlehulle, kan forårsage en kraftig strøm, og det er netop denne strøm, der kan være farlig, hvis man bliver fanget i den og begynder at kæmpe imod.

Lasse Serup Jensby oplyser derfor, at det bedste, man kan gøre, er at bevare roen og svømme til siden langs stranden og bruge bølgerne til at komme ind igen.

Ser man en anden strandgæst blive fanget i et revlehul, anbefaler driftschefen, at man kontakter en livredder eller ringer til 112.

»Kast gerne noget, der kan flyde, ud til den nødstedte, fx en redningskrans, og råb, at vedkommende skal bevare roen og forsøge at svømme til siden. Mange er selv druknet i et forsøg på at redde nogen ud af et revlehul, så det er vigtigt, at man også selv bevarer roen og tænker klart,« siger han.

Det er tusindvis af revlehuller langs de danske kyster, men det er primært under bestemt vind- og bølgeforhold – særligt ved pålandsvind – at de er farlige.

Derfor opfordrer livredderne til, at strandgæster altid lærer stranden at kende og orienterer sig om de lokale forhold, inden de går i vandet.

Alene i uge 30 i år gennemførte livredderne i alt 6.940 indsatser.

Heraf var de fire livreddende aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare. Derudover udførte livredderne 123 almindelige førstehjælpsaktioner, 494 forebyggende aktioner og 6.319 oplysende indsatser.