Tirsdag er Rubjerg Knude Fyr blevet flyttet for ikke at styrte i havet, og det gik hurtigere end ventet.

Efter 4,5 timer er flytningen af Rubjerg Knude Fyr slut, og fyret står nu 70 meter fra sin tidligere placering. Det oplyser Hjørring Kommune.

Man forventede, at manøvren ville tage ti timer, men flytningen tog samlet kun 4,5 timer.

Det er den lokale murermester Kjeld Pedersen, som står i spidsen for flytningen af fyret. Det har vist sig at veje 700 ton – 240 ton mindre end man oprindeligt regnede med, og derfor er hele processen også gået hurtigere end forventet.

Fyret skulle flyttes, fordi havets bølger årligt æder cirka to til fire meter af kysten foran fyret. Hvis ikke fyret blev flyttet, ville det styrte i havet i løbet af fem til ti år.

Forberedelserne til at flytte Rubjerg Knude Fyr , mandag den 21. oktober 2019. Flytningen er planlagt til tirsdag og mandag monterede BMS Krangården "rulleskøjterne" færdig på skinnerne der skal flytte fyrets fundament til den nye placering.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Forberedelserne til at flytte Rubjerg Knude Fyr , mandag den 21. oktober 2019. Flytningen er planlagt til tirsdag og mandag monterede BMS Krangården "rulleskøjterne" færdig på skinnerne der skal flytte fyrets fundament til den nye placering.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Eksperter vurderer, at fyret med sin nye placering længere ind i landet først vil være tæt på afgrunden igen om cirka 40 år.

Nordjyllands Politi forventede omkring 25.000 tilskuere i løbet af dagen, men omkring en time inden projektets afslutning havde kun 8000 lagt vejen forbi, skriver Nordjyske.

Rubjerg Knude Fyr ligger mellem Lønstrup og Løkken i Nordjylland.

Der er på finansloven for 2019 afsat fem millioner kroner til flytningen.

Genoplev dagen i vores liveblog herunder.

/ritzau/