»Det værste er, at jeg kan ikke se ham. Jeg kan ikke ae ham på kinden og give ham et kys på panden, og jeg kan ikke se, hvordan han ser ud. Jeg er så langt væk fra ham.«

Hjemme i sit hus i Børkop sidder 74-årige Lisbeth Ramsing. På Kolding Sygehus ligger hendes mand gennem 51 år Peter i respirator. Alvorligt syg af coronavirus.

Selv om de kun er adskilt af 30 kilometer, kunne Peter lige så godt befinde sig på månen.

For Lisbeth Ramsing kan ikke se ham, ikke tale med ham, og hun ved ikke, hvornår hun får ham hjem igen. Om hun får ham hjem igen.

TIP OS! Er du ramt af coronavirus, eller er du pårørende til en, der er, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk

»Jeg er indstillet på lidt af hvert. Det er jeg jo nødt til. Jeg er så bange for, at telefonen pludselig ringer, og det er sygehuset, som siger, at nu er han her ikke mere. Så får jeg ikke sagt farvel, det er jo frygteligt,« fortæller Lisbeth Ramsing, der dog har besluttet sig for at prøve at tænke positivt.

»Det andet kan jeg ikke bruge til noget,« tilføjer hun.

Lisbeth Ramsing fortalte tirsdag i en artikel i Vejle Amts Folkeblad om, hvordan det er at opleve, når ens nærmeste pludselig bliver alvorligt syg af coronavirus.

Til B.T. fortæller hun, at hun lagde mærke til, at det hele startede tirsdag i sidste uge, da hun lagde mærke til, at hendes mands hånd var varm, da de sad og så tv sammen.

Onsdag havde han fortsat feber, der steg helt til 40,2 grader.

Lisbeth Ramsing var dybt bekymret for sin mand, der begyndte at ryste over hele kroppen, sov 23 timer i døgnet og svedte så meget, at lagner og sengetøj blev gennemvædet.

Lisbeth og Peter fotograferet ved parrets guldbryllup. (Privatfoto)
Lisbeth og Peter fotograferet ved parrets guldbryllup. (Privatfoto)
Vis mere

Hver time vækkede hun ham for at få ham til at drikke, og hver eneste gang der kom en lyd fra ham om natten, vågede hun over ham.

Hun kontaktede flere gange både egen læge og vagtlægen, hver gang fik hun besked om, at det lød som en slem omgang influenza.

Men Lisbeth Ramsing kender sin mand. Det gør man efter mere end 50 år sammen. Hun vidste, der var noget alvorligt galt.

Hun begyndte også at have svært ved at komme i kontakt med Peter, der er 75 år, og det gjorde hende bange.

Hun kunne heller ikke få hverken mad eller vand i sin mand, og da hun gav ham en skål havregryn, rystede han så meget på hænderne, at grynene faldt af skeen, når han forsøgte at føre den op til munden.

Til sidst sagde hun til lægerne, at hun ikke kunne tage ansvaret for at passe sin mand mere, når han var så alvorligt syg, og lørdag blev Peter indlagt.

Lisbeth Ramsing understreger over for B.T., at hun ikke klandrer lægerne for noget. Hun vil blot opfordre pårørende, der kan mærke, der er noget galt, til at være vedholdende.

Hendes mand fik først problemer med vejrtrækningen sidst i forløbet, og ægteparret havde isoleret sig efter alle myndighedernes anvisninger og var kun gået ud for at handle, så der var altså ingen grund til, at lægerne skulle mistænke coronavirus.

Selv da hendes mands vejrtrækning ændrede sig, var det ikke, fordi han gispede efter vejret. Det var nærmere en slags overfladisk vejrtrækning, fortæller Lisbeth Ramsing, der gerne vil gøre opmærksom på, at symptomerne på corona kan præsentere sig anderledes end det, man typisk hører.

Søndag talte Lisbeth Ramsing i telefon med sin mand. Feberen betød, at han talte i vildelse noget af tiden, men for Lisbeth Ramsing var det dejligt at høre hans stemme.

Mandag fik hun at vide, at han var blevet overflyttet til hospitalets intensivafdeling. Senere på dagen blev han lagt i respirator.

»Jeg græd som pisket, da de ringede. Men de var fantastisk søde. De forklarede mig, at jeg skulle ikke være nervøs, og at det kun var for at passe bedre på ham,« fortæller Lisbeth Ramsing, der er utrolig taknemmelig for personalet på Kolding Sygehus.

Lisbeth Ramsing har kun ros tilovers for Kolding Sygehus' behandling af hendes mand, efter han blev indlagt med coronavirus. På billedet ses den nyåbnede coronaklinik på Hvidovre Hospital.
Lisbeth Ramsing har kun ros tilovers for Kolding Sygehus' behandling af hendes mand, efter han blev indlagt med coronavirus. På billedet ses den nyåbnede coronaklinik på Hvidovre Hospital. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»De fortjener 10 ud af fem stjerner. De er utroligt omsorgsfulde,« fortæller Lisbeth Ramsing

Hun har fået at vide, hun må ringe lige så meget, hun vil, og hver gang tager personalet sig god tid til at snakke med hende, berolige hende og fortælle, hvordan det går med hendes mand.

Da en sygeplejerske kunne fortælle, hvordan hun havde børstet tænder på Peter, blev Lisbeth Ramsing også glad. Det gav hende en fornemmelse af, at der bliver passet godt på Peter.

Lisbeth Ramsing har ikke spurgt ind til muligheden for besøg, for det regner hun slet ikke med, hun kan.

»De har i forvejen ikke ret mange værnemidler, så de skal ikke bruges på pårørende som mig, der kommer rendende i tide og utide,« siger hun.

Men det er svært ikke at kunne række ud efter sin anden halvdel. Mærke ham og se ham.

En respirator i intensivstue på den nye pandemiafdeling i tre etager på Aalborg Universitetshospital, der står klar til brug for smittede med coronavirus.  (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
En respirator i intensivstue på den nye pandemiafdeling i tre etager på Aalborg Universitetshospital, der står klar til brug for smittede med coronavirus.  (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Selv om han ikke kan tale, kunne jeg godt tænke mig lige at kysse ham på kinden og mærke, han er her endnu,« siger Lisbeth Ramsing, der har indstillet sig på, at Peter formentlig skal ligge i respirator i lang tid.

Måske flere måneder, har lægerne sagt. De ved det ikke, for de ved ikke ret meget om coronavirus.

I alt mørket har der dog også været lyspunkter. Lisbeth Ramsing har oplevet en overvældende omsorg fra venner, bekendte, familie og også fremmede, der har læst hendes historie i Vejle Amts Folkeblad.

»I går, da jeg sad og blundede til TV Avisen, bankede det pludselig på døren,« fortæller Lisbeth Ramsing.

På hendes dørtrin lå to buketter røde roser og en chokolade-hare med et lille brev. I en sort bil ude på vejen sad der nogle og vinkede og smilede til hende.

Da Lisbeth Ramsing kom indenfor, kunne hun læse det lille brev, der var vedhæftet blomsterne og chokoladen:

'Kære Lisbeth

Læste artiklen i VFA, den rørte mig dybt. Vores børn fik fortalt historien, vi blev hurtige enige om, vi skulle gøre noget for at bringe lidt glæde til dig,' stod der.

»Det rørte mig dybt, og jeg græd, da jeg gik ind og satte blomsterne i vand. Tænk, at der er vildt fremmede mennesker, som tager sig tid til at komme forbi og trøste mig,« fortæller Lisbeth Ramsing.

Hun har ikke selv symptomer på coronavirus, men er gået i frivillig isolation, fordi hun er nervøs for at kunne smitte andre.

»Jeg har jo været enormt tæt på min mand, givet ham mad, børstet hans tænder og så videre i fire dage, mens han var syg,« siger hun.

Derfor ser Lisbeth Ramsing heller ikke parrets to døtre og sine seks børnebørn. Hun har dog til sin store glæde netop lært Messengers video-funktion at kende, så hun kan se sin familie, når hun snakker med dem.

Mens hun venter og håber på godt nyt om sin mand, opfordrer hun på det kraftigste os andre til at passe godt på. Ikke kun på os selv. Men også på hinanden.

»Peter kan kun være blevet smittet, mens han har været ude at handle, så hold nu afstand. Tænk over det, når du rækker ind over en, der står og er ved at tage mælk i køledisken, fordi du skal have fløde og ikke kan vente 30 sekunder. Du risikerer, at din egoisme ender med at sende en i respirator,« siger Lisbeth Ramsing.