»Jeg kan huske at sidde i bilen og tale med min mand og pludselig kunne høre, at jeg opførte mig som en på 14 år. Jeg var helt umulig, men tænkte på samme tid: Hvad fanden er det, der sker? Hvorfor er jeg så uterlig?«
Senere fulgte hedeturene, som dengang 50-årige Lis Kasper Bang forsøgte at vifte væk. Og ondt i leddene og mærkelig mave.
LÆS OGSÅ: Camilla Miehe-Renard om at ændre sig med alderen: "Jeg brød sammen for fire år siden"
»Jeg anede ikke, hvad der foregik. Jeg kunne bare mærke, at der var noget i min krop, som ikke ville det samme som før,« fortæller Lis.
»Der var ting, jeg lige pludselig ikke kunne tåle at spise. Jeg fik en diskusprolaps og kunne ikke gå i tre måneder. Det var, som om korthuset var ved at styrte sammen stille og roligt.«
Jeg var mentalt enormt sensitiv, der var ikke så stort et overskud. Når din krop ikke har det godt, er du jo mentalt heller ikke godt med.
Jeg begyndte på alt muligt alternativt. Jeg gik til en kostvejleder, jeg købte naturmedicin, jeg har revet ned ad hylderne og brugt enormt mange penge på at få det bedre."
Nærmest ved at tude
Lis Kasper Bang fandt sin vej, forkælede sig selv med velværebehandlinger og styrkede sin krop med kryo-kulde og akupunkturnåle.
Men det var først, da hun fik hormonplastre, at hun for alvor fandt en mere langtidsholdbar og effektiv løsning. På blot 14 dage fik hun det markant bedre.
Desværre må læger kun udskrive hormoner til en kvinde i fem år. Så i november 2024 kan Lis ikke længere få de hormoner, der ellers har fungeret for hende.
»På det her tidspunkt har jeg det også så godt, at jeg tænker, at min overgangsalder måske er færdig, og at det vil være okay at skulle undvære hormonerne.«
»Men så tager vi to måneder til New Zealand, og så går det bare ned ad bakke igen.«
Dårlig søvn, hedeture og humørsvingninger er tilbage. Lis' veninde anbefaler hende at lytte til podcasten 'Kvindesind' med hormonsygeplejersken Helle Læssøe.
»Jeg var nærmest ved at tude, da jeg hørte den, for hun beskrev fuldstændigt min situation.«
»Så jeg kontaktede hende og har lige været i et forløb på fire måneder. I dag bruger jeg progesteron og østriol, og det holder jeg aldrig op med,« siger Lis.
Tilbage til min barndom
Lis, som er tidligere makeup-artist og nuværende portræt- og kunstfotograf, er også i et andet, mere abstrakt forløb, som dog er mindst lige så helende. Og nødvendigt.
For en følelse af at være låst i sit arbejdsliv var også rykket ind.
»Jeg har arbejdet som fotograf i mange år med fin og okay succes, men jeg følte, at jeg ikke rigtigt kunne komme videre og måske skulle dykke dybere i mig selv.«
»Det blev til en rejse gennem min overgangsalder, men også tilbage til min barndom.«
Mig og min mor
Lis har "gået i masser af terapi" tidligere i et forsøg på at forstå, hvordan hendes mor kunne forlade hende.
»Min mor rejste til Afrika, da jeg var fire år gammel – og blev der.«
»Jeg blev i Danmark med min far, men han var en ældre herre og led af posttraumatisk stress, fordi han havde siddet i koncentrationslejr.«
»Jeg havde et hjem, jeg fik mad, men jeg var også utryg, for ofte var min far ikke hjemme, men sad på værtshus og dulmede sig med alkohol.«
»Min mor besøgte mig i Danmark et par gange. Og da jeg var 18 år rejste jeg til Afrika og så, hvordan hun boede. Det var en fantastisk og magisk oplevelse for mig at være hos hende i Afrika i et år.«
»Vi havde det virkeligt sjovt sammen. Til trods for at jeg har manglet min mor hele min barndom, har hun alligevel været et forbillede for mig på mange måder. Hun var megasej og arbejdede imod apartheid.«
»Og så har hun altid sagt til mig: 'Du skal bare komme ud med din historie, for jeg ved, at der må være sorg og skuffelse'. Alligevel lagde jeg låg på og slog det hen i mange år.«
»Da jeg mødte Claes i 2006, var det, som om min krop gav slip og endelig kunne slappe af, men han skubbede også på for, at jeg kom ud med det.«
»Og når jeg mærkede efter, kunne jeg jo også godt mærke, at det ikke var så fint med min mor.«
»Jeg tænkte, nu får hun hele historien om, hvordan jeg i virkeligheden har det. Men hun havde svært ved at modtage det, og så eksploderede det fuldstændigt dengang. Jeg kan ikke forstå, at hun ikke vil imødekomme mig.«
»Så jeg har fjernet mig mere fra hende,« forklarer Lis Kasper Bang.
Tror de, vi er bindegale?
»Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har fortalt om min barndom og om min skilsmisse til en terapeut og ofte på den samme måde, for sådan bliver det med vores historier.«
»Når du går i terapi, ved du ofte på forhånd, hvad du går ind i rummet med, hvilke ord du skal sætte på, og så fortæller du den historie, du har fortalt så mange gange før. Jeg drømte om at få noget nyt ud af det.«
»Og så foreslog min ekssvigermor kunstterapi. Da hun sagde det, var det, ligesom om et eller andet faldt på plads inde i mig.«
»Jeg tog på weekend i Bredsten, hos Vibeke Skov, som er kunstterapeut og har en uddannelse inspireret af Jungs filosofi.«
»Det var en weekend med fri leg. Jeg malede og lavede keramik og glaskunst. Det var som at være en seks-årig på fritidshjem.«
»Vi dansede rundt og råbte, og jeg tænkte, hvis der kommer nogen ind i det her lokale, så tror de, vi er bindegale.«
»Men jeg kunne også mærke, at der blev åbnet op for noget. Da jeg kom hjem, var der ingen vej udenom. Det var det, jeg skulle, og nu er jeg snart tre år henne i uddannelsen,« fortæller Lis.
Aldrig stået så stærkt
Lis oplevede, at det, der over årene var blevet hendes fortælling, forandrede sig.
Historierne blev mere ærlige og fik nye vinkler, når hun undersøgte dem gennem kunsten.
Hun begyndte også at fortælle dem til flere, og i efteråret 2025 hængte hun de seneste års udvikling op på en gallerivæg og inviterede indenfor.
»Før jeg begyndte at bruge kunst som terapi, havde jeg en følelse af ikke at kunne mærke mig selv. Hvem jeg var blevet til.«
»Jeg har levet et langt liv, jeg er vokset op og har fået børn og arbejde og har fået det hele til at passe, men jeg har aldrig rigtigt haft muligheden for at stoppe op og tænke: Hvad er det her hylster? Hvad går den her person ud på?«
»Det har kunstterapi hjulpet mig med. Og da jeg havde hængt mine billeder op, havde jeg det bare sådan: Det her er så meget mig, at jeg vil være ligeglad med, om folk kan lide det eller ej.«
»Jeg har aldrig stået så stærkt på en udstilling og i mig selv,« siger Lis.
Tid til tilgivelse
Gennem blandt andet værkerne på udstillingen, som Lis Kasper Bang kaldte 'In transformation', er hun nået frem til at kunne tilgive sin mor.
»For min egen skyld! Og det har fået mig til at slappe af i forholdet. Jeg kan finde ud af at være sammen med hende.«
»Hun må gerne røre mig, uden at jeg bliver pisseirriteret på hende. Jeg kan lade hendes ord gå ind gennem det ene øre og ud af det andet, hvis det bliver for meget for mig.«
»Og jeg kan det, fordi jeg har tilgivet hende – for min egen skyld. Jeg har forstået, hvorfor hun ikke kunne overskue ansvaret for mig og forholdet til min far, som var 25 år ældre. Hun var 21, og han var 46, da jeg blev født.«
»Der er en masse brikker, der er faldet på plads. Jeg ville bare ønske, at hun havde sagt det tidligere. Det havde sparet mig for masser af terapi over årene.«
»Alt det, der sker os i et liv, bærer vi jo med os, jeg tror på, at det sætter sig i kroppen. Men med tilgivelse kan man måske 'parkere' det.«
»Jeg har ikke kun tilgivet min mor, jeg har også tilgivet mig selv som mor. Min egen terapeut plejer at sige, at den dag, vi føder børn, der starter vores dårlige samvittighed.«
»Der er ting, jeg også kunne have gjort bedre som mor, men jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og jeg har haft begge mine døtre med i terapi, og jeg er taknemmelig for, at vi i dag kan have de svære samtaler,« konstaterer Lis.
Jeg har lyst til at blive her
Efter i mange år at have kigget tilbage retter Lis Kasper Bang i dag i højere grad sin linse på det gode forude.
Hun virker ikke bitter og synes ikke selv, hun er det, men taler om de seneste 10 år i overgangsalderen som en lærerig tid – en transformation.
»Jeg har lært virkelig meget – også om mig selv. I forhold til for 10 år siden har jeg vokset mig større og stærkere. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på det.«
»Der er jo sket en udvikling, der har været pissehård, men som jeg ikke ville være foruden. Den her livsfase er lidt som at blive født på ny. Du forandrer dig jo fuldstændigt. Jeg er helt klart ikke den, jeg var.«
»Jeg kan ikke tåle de samme ting – jeg er så meget ikke til fester og alkohol eller for meget socialt mere. Jeg har været nødt til at kigge nogle andre veje og finde ud af, hvad min krop nu har brug for, og hvad det egentlig er, jeg har behov for.«
»Hvem vil jeg omgive mig med, hvad har jeg overskud til, hvad vil jeg gerne fyldes op af? Min overgangsalder har været ren detox.«
»Jeg tror ikke, jeg ville have været klar til det eller have haft forståelse for det før. Jeg skulle igennem mine ups and downs. Lige nu er jeg et godt sted, hvor jeg måske for første gang føler en sand forbindelse med hele mit jeg. Jeg har lyst til at blive her og udvikle det.«
Artiklen er oprindeligt udgivet hos Magasinet Liv og på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv