Julen har altid betydet alverden for Lis Krarup Larsen.

Hun har altid elsket at fælde årets juletræ med sin mand, Jan, se de romantiske, sjove julefilm og iagttage sin bedre halvdel blive barnagtigt glad over sine julegaver.

Men i år bliver alting anderledes hos den 53-årige kvinde.

Der er nemlig ingen til at føre saven. Ingen at se den hyggelige julefilm med. Ingen til at åbne Lis' gaver op.

Lis og Jan
Lis og Jan
Vis mere

Ingen Jan.

Efter en hård og opslidende kamp mod en uhelbredelig nyrekræft på næsten tre år måtte Lis' mand i slutningen af maj give op.

De to mødte hinanden og blev kærester, da Lis var 16 år, så Jan har været hendes bedste ven, ægtemand og tro følgesvend gennem hele livet.

Og hvordan lever man så sit liv videre, når sin eneste ene bliver taget fra en i en alt for ung alder?

Det spørgsmål har Lis forsøgt at bearbejde det seneste halve år, men i disse dage presser et mere aktuelt spørgsmål sig også ind.

Hvordan kommer man gennem julen, når man er vant til at komme gennem den med sit livs kærlighed?

»Det bliver svært. Meget svært. Vi har altid haft julen sammen som en skøn ting, og nu skal jeg så have den alene,« fortæller en tydeligt berørt Lis.

Men det er ikke det eneste 'problem'.

Lis og hendes mand, som hun nu skal undvære til julen
Lis og hendes mand, som hun nu skal undvære til julen
Vis mere

Ét er nemlig at miste sin ægtemand, men noget andet er at miste sin ægtemand, mens coronavirussens mørke tæppe fortsat ligger tungt ned over Danmark.

»Julen ville blive hård ligegyldigt hvad, men corona gør den helt sikkert hårdere. Der er mange ting, som jeg normalt ville gøre for at bearbejde sorgen, som jeg ikke kan nu,« fortæller Lis.

Eksempelvis har hun fået et flot tilbud af sin datter og svigersøn.

»Min datter, svigersøn og hans forældrehar tilbudt mig at holde jul med dem og deres kære. Men jeg tør ikke tage ud at se så mange mennesker, som jeg ikke omgås med til hverdag. Det er uansvarligt. Så coronaen begrænser mig selvfølgelig og gør det hele hårdere,« fortæller hun og fortsætter:

»Den bremser mig, fordi jeg ikke kan komme ud at mødes med livet.«

Vil du fortælle B.T., hvordan du kommer til at holde jul i år? Så må du meget gerne skrive til sebj@bt.dk.

Når hun tillader tankerne at blive ledt hen på alle de mange december måneder og juleaftener med Jan, danner der sig hurtigt en knude i hendes mave.

En knude med gode minder, som hun aldrig får lov at opleve igen.

Hun husker helt tydeligt, da hun til sidste års juleaften gav Jan et puslespil, og hvordan han med sit glade væsen blev nærmest ekstatisk over sin gave og rakte den over hovedet.

Lis og Jan
Lis og Jan
Vis mere

Der er nu gået et halvt år siden Jans død, og selv om livet stadig er fyldt med sorg og savn, har Lis kæmpet og fået det bedre dag for dag.

For den 53-årige kvinde har det hjulpet at skrive dagbog og digte, hvor hun har forsøgt at sætte ord på de eksistentielle tanker og usikkerheder, hun løber og har løbet rundt med.

Eksempelvis lyder de første fire linjer af et af hendes digte således:

Jeg har altid sagt, at hvor jeg er skinner solen.
Hvordan kommer solen mon til at skinne på mig igen?
Hvordan finder jeg mon vejen til at blive glad igen?
Hvordan mon jeg lykkes med at passe godt på mig selv?

I første omgang handler det dog om at komme gennem julen, og Lis ved endnu ikke, om det bliver alene, eller om hun får selskab af én eller få familiemedlemmer.

»Og så har jeg taget ferie fra arbejdet allerede fra 10. december og frem, så jeg ikke skal være i de der juletraditioner på kontoret. Og så skal jeg bare selv komme gennem julen derhjemme,« siger Lis.