Line Barfod: Vil sænke hastighedsgrænsen i København
»Der er kommet mere trængsel for cyklister og nogle steder utryghed på cykelstierne.«

»Der er kommet mere trængsel for cyklister og nogle steder utryghed på cykelstierne.«

Hastighedsgrænsen skal sættes ned til 30 kilometer i timen i størstedelen af København.
Sådan lyder det fra klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.
Initiativet, som både vil ramme biler på vejene og cyklister og knallertkørere på cykelstierne, skal gøre København mere cykelvenlig, lyder det.
»Der er kommet mere trængsel for cyklister og nogle steder utryghed på cykelstierne. Det betyder desværre, at nogle vælger at lade cyklen stå,« lyder det fra Line Barfod.
»Hvis København skal generobre pladsen som verdens bedste cykelby – og det skal vi – så skal vi op på en helt anden klinge. Så skal vi prioritere mere plads til cyklerne,« lyder det videre.
Barfod mener, at hovedstaden de seneste år er blevet overhalet af europæiske byer som Amsterdam, Utrecht, Gent og Paris, når det kommer til udvikling af cykelvenlige byer.
Og det var dråben, da Utrecht i Holland i slutningen af sidste år skubbede København af tronen som verdens mest cykelvenlige by.
Nu ser Line Barfod det altså som en nødvendighed at indføre tiltag, for at København igen kan blive verdens bedste cykelby.
Det vil kræve en national lovændring, hvis kommunerne selv skal bestemme hastighedsgrænserne på egne veje - noget Line Barfod har planer om at drøfte med transportministeren forud for de kommende budgetforhandlinger 28. august.