Massive køer har de seneste dage skabt trafikalt kaos på Amager, og nu reagerer Enhedslistens teknik- og miljøborgmester.

»Jeg kan virkelig godt forstå, at mange er frustrerede over trafiksituationen på Amager i de her dage,« siger Line Barfod til DR.

Omfattende vejarbejde har været medvirkende til det trafikale kaos, hvor bilister har siddet i lange køer.

Venstre i København har ifølge DR krævet en redegørelse af situationen, som har skabt stor frustration.

Barfod siger nu til mediet, at hun vil tage sagen op på Københavns Rådhus.

Hun har også bedt sin forvaltning om at »gå i dialog med Energinet og staten for på ny at undersøge alle muligheder for at lette den akutte situation,« lyder det til DR.

Jens Kristian Lütken, som sidder i borgerrepræsentationen for Venstre, siger i en anden artikel til DR at det på et tidspunkt tog 45 minutter at køre 300 meter.

»Der er alt for meget vejarbejde på samme tid, som ikke er koordineret,« siger han til mediet.