Aalborg er værter for The Tall Ships Races, der løber fra 30. juli til 2. august.

Det betyder også, at trafikken i området påvirkes grundet arrangementet. 

Helt konkret vil Limfjordsbroen, der forbinder Aalborg og Nørresundby, være spærret i flere timer. 

Det skriver TV 2 Nord. 

Klokken 18 vil broen nemlig blive afspærret for al passage, og det er først klokken 1 natten til søndag, at der i første omgang vil blive åbnet for fodgængere på det vestlige fortov.

Femten minutter senere vil det være muligt for bilister at benytte broen.

Årsagen til, at broen lukkes, skyldes et stort fyrværkerishow.

»Vi vil gerne give publikum en stor oplevelse med fyrværkeriet. Det betyder også, at vi skal præsentere noget nyt,« siger  eventchef Søren Thorst, der er formand for styregruppen for The Tall Ships Races til TV 2 Nord. 

Fyrværkeriet begynder klokken 23.15 og vil vare i 15 minutter.

Foruden selve broen, så vil området fra 100 meter på den østlige og vestlige side af broen være afspærret for al sejlads mellem 1. august klokken 18 og 2. august klokken 1.30.

Foto: Nordjyllands Trafikselskab

Kulturbroen vil også være spærret fra klokken 22.45 og en time frem.