Lillebæltsbroen, der passeres af 80.000 køretøjer i døgnet, skal renoveres i 2027 og 2028.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Broen - der også kaldes den nye Lillebæltsbro - skal blandt andet have ny fugtisolering og ny belægning på bropladen, ligesom fugerne skal udskiftes.

Renoveringen opdeles i to etaper for at begrænse generne for trafikanterne.

Når renoveringen pågår, vil køresporene blive indskrænket, ligesom der vil være en fartgrænse på 50 kilometer i timen hen over broen.

- Det gør vi for at sikre, at vi både kan have en god afvikling af trafikken, samtidig med at vi kan renovere broen, siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen i meddelelsen.

Det indledende arbejde begynder i slutningen af 2026 og vil forløbe over nogle måneder.

I 2027 vil der blive arbejdet på den østgående del af broen, og i 2028 renoveres det vestgående spor.

Renoveringsarbejdet vil stå på i perioden fra april til og med oktober i både 2027 og 2028.

I dagtimerne på hverdage, når der er mest trafik, vil der være tre smalle spor i hver retning.

Om aftenen, natten og i weekenderne vil der være mindst to smalle spor i hver retning, skriver Vejdirektoratet.

Med renoveringen forlænges broens levetid. Som en sidegevinst forventer Vejdirektoratet også, at de nye fuger vil mindske vejstøj til glæde for broens naboer.

Lillebæltsbroen blev taget i brug i 1970 som en motorvejsbro med i alt seks vognbaner.

Den er 1700 meter lang og 31,2 meter bred.

Broen afløste den første Lillebæltsbro, også kaldet den gamle Lillebæltsbro, som blev indviet i maj 1935.

Der kører fortsat biler på den gamle Lillebæltsbro, ligesom den også benyttes til togtrafikken mellem Jylland og Fyn.

RITZAU