Den 18-årige ‘Gucci Gang’-rapstjerne Lil Pump blev tirsdag aften anholdt i København.

Han og resten af hans slæng fra USA blev tilbageholdt, fordi en i gruppen efter sigende havde noget ulovligt på sig. Det erfarer flere amerikanske medier.

Da de blev kørt til en nærliggende politistation, filmede Lil Pump live på Instagram inde fra politibilen ud til sine over 17 millioner følgere.

Her kan man blandt andet se ham række fuck bag de danske betjentes rygge.

Og da politiet opdagede det, valgte de at strække tilbageholdelsen af ham og hans ven, rapperen Desto Dubb, der også havde filmet inde fra politibilen og på politistationen samt lagt ‘stories’ op, hvor han filmer nogle cannabis-joints under sted-tagget ‘Copenhagen’.

I Lil Pumps egen livevideo kan man høre ham spørge de uniformerede betjente, hvor de er på vej hen, hvortil en af dem svarer:

»Til politiet.«

»Er I da ikke politiet,« spørger Lil Pump, og jo, det er de, svarer to af betjentene.

Lil Pump skulle have spillet koncert i Finland tirsdag aften, men var på baggrund af anholdelsen nødt til at aflyse.

‘Aflyst på grund af uventede begivenheder’ kunne man læse sig til på koncert-portalen ‘Live Nation’.

B.T. var tirsdag aften i kontakt med Københavns Politi, der her kunne bekræfte anholdelsen af den amerikanske rapper.

»Vi har haft ham kortvarigt anholdt, men han er løsladt igen. Mere kan jeg ikke sige,« lød det fra vagtchef Henrik Svejstrup.

Men hvad der ligger til grund for anholdelsen, kan de heller ikke onsdag morgen fortælle, da B.T. ringer. For de udtaler sig aldrig om personsager, siger de. Grunden til, at de har gjort en undtagelse denne gang og bekræftet anholdelsen, er, at rapperen selv har filmet og offentliggjort hændelsen

Mandag aften havde Lil Pump spillet koncert i Store Vega med sange som megahittet ‘Gucci Gang’, der i 2017 gik triple-platin og strøg til tops på hitlisterne, blandt andet som nummer tre på U.S. BillBoard Hot 100-listen.

Det er ikke første gang, den kun 18-årige rapper fra Florida kommer i karambolage med ordensmagten. Sidst var det med den amerikanske af slagsen, da han for tre måneder siden blev anholdt for at køre uden kørekort. Og inden da for at skyde med en pistol i sit hjem i Los Angeles.