Der er søndag aften udbrudt brand i en parkeringskælder i Herning.

Og en eller flere biler står i brand, skriver TV Midtvest.

Alarmcentralen modtog anmeldelsen klokken 20.20, og mere end en time senere brænder det fortsat, oplyser mediet, som også har været i kontakt med Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden er opstået i en parkeringskælder i et boligområde på Thyrasvej, og den vurderes ikke til at være just ufarlig, lyder det fra politikredsen. 

»Der er ret meget røg dernede, og røgen er særlig skadelig, eftersom den kommer fra biler,« fortæller Simon Stage, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi ifølge TV Midtvest. 

Som følge heraf har brandvæsenet været rundt til boliger i området og opfordret beboerne til at lukke døre og vinduer.

Det er forsat uvist, hvad brandårsagen er, men der er umiddelbart ikke fare for nogen personskade.