Supermarkedskæden Lidl er igen blevet meldt til politiet for at have varer i butikkerne uden lovpligtig dansk mærkning.

Det er tredje gang, at fødevaremyndighederne har sendt ovrtrædelserne videre til politiet.

Denne gang har Lidl således tilbagekaldt et større parti af slikket Ferrero Raffaello, som var blevet sendt til otte af kædens supermarkeder uden dansk varedeklaration. Det skriver JydskeVestkysten.

Fødevarestyrelsen anfører i deres kontrolrapport, at det i den mangelfulde mærkning ikke fremgår på dansk, at varen indeholder allergene ingredienser som mandler, mælk, soja og hvedemel.

Tidligere har den tyskejede kæde lovet, at man ville løse problemerne med en række nye tiltag, men de har altså tilsyneladende ikke haft fuld effekt.

Fødevaremyndighederne meldte i slutningen af 2018 Lidl til politiet efter flere gange at have udstukket bøder til kæden.

Siden har Lidl præsteret at overtræde fødevarelovgivningen endnu to gange, som altså har ført yderligere to politianmeldelser med sig.

Hos Fødevarestyrelsen tager man overtrædelserne meget seriøst, da den mangelfulde mærkning 'kan udsætte folk med allergi for en unødig risiko'.

JydskeVestkysten har ligeledes været i kontakt med Lidl. Her beklager man hændelsen og forsikrer, som trods de gentagende lovovertrædelser, at det 'ikke lever op til Lidls standarder'.