Har du købt Slagterens Hjemmelavet Leverpostej Bag-selv fra Nordthy Meat, er det en god idé at tjekke datomærkningen med det samme.

Producenten tilbagekalder nemlig produktet, efter at der er blevet påvist salmonella i leverpostejen, skriver Fødevarestyrelsen.

Har du et af de berørte produkter, bør du enten kassere det eller levere det tilbage til den butik, hvor det er købt.

Leverpostejen har været solgt i en række ABC-butikker i Jylland.

En infektion med salmonella kan give diarré, mavesmerter, feber, hovedpine samt kvalme og opkast. Symptomerne varer typisk fra få dage til flere uger.