»Der er lidt en kant, når man kører ind i toget. Det er lidt problematisk.«

Sådan lyder det fra kørestolsbruger og formanden i Odense Kommunes Handicapråd, Birthe Malling, efter hun og andre i letbanens tilgængelighedsgruppe har prøvet at stige om bord for første gang.

På trods af de få centimeters forskel mellem tog og perron, som blev afsløret under tilgængelighedsgruppens besøg, viste besøget dog også, at det er muligt for kørestolsbrugere at komme ind og ud af toget på egen hånd.

Det skriver Odense Letbane i en artikel på deres hjemmeside.

De otte medlemmer af tilgængelighedsgruppen, som har forskellige syns- og bevægelseshandicap, har bistået letbaneselskabet i designfasen siden 2016. Det samlede resultat begejstrer dog også Birthe Malling.

»Det var godt at opleve. Toget er rummeligt at være i, og skiltningen er tydelig. Jeg er sikker på, det bliver nemmere at komme rundt i Odense«, lyder det fra Birthe Malling.

Går det efter Odense Letbanes nuværende planer, kan Birthe Malling begynde at bruge letbanen til at komme rundt i Odense i slutningen af maj.

Letbanen har dog ad flere omgange måttet udskyde sin planlagte åbning. Senest i december, hvor Odense Letbane måtte erkende, at åbningen til årsskiftet ikke kunne nås.