Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Er Odense Letbane halvt fyldt eller halv tom?

Eller rettere under en tredjedel fyldt og over to tredjedele tom.

Passagertallene for Odense Letbane i juni er netop blevet forelagt Odenses Økonomiudvalg – og de lever på ingen måde op til målet, skriver Fyens Stiftstidende.

Cirka 7.000 passagerer har dagligt benyttet letbanen – og målsætningen lød på, at cirka 25.000 skulle transportere sig med hurtigsporvejen hver dag.

På trods af de skuffende tal er letbanedirektøren positivt stemt.

»Det er en godkendt start. Letbanen har fra dag ét flyttet væsentligt flere rejsende over i den kollektive trafik, og vi ser eksempler på nye grupper, som tidligere nok havde valgt bilen. Det er rigtigt positivt,« siger Odense Letbanes administrerende direktør, Dan Ravn, til Fyens Stiftstidende.

Men ikke alle er lige så positivt stemte over de nye tal.

Venstre rådmand og medlem af Økonomiudvalget, Christoffer Lilleholt, siger, at passagertallene er decideret »bekymrende«.

Det mener han, de er, fordi letbanen har haft nyhedens interesse, så man måtte forvente, at flere netop nu havde interesse i at benytte den.

Han har dog et håb, som hedder Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH). Begge dele åbner nemlig snart.

Og hvis ikke passagertallene snart begynder at stige kraftigt, siger han, så frygter han, at det kommer til at betyde besparelser på velfærden.

Det er dog alt for tidligt at se den slags spøgelser, mener Odense Letbanes bestyrelsesformand, Jesper Rasmussen.

Han er slet ikke optaget af passagertallene her i den første periode, fortæller han til Fyens Stiftstidende. Blandt andet fordi de har haft en del driftsforstyrrelser, der har betydet, at 12 procent af togene ikke kørte til tiden.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er heller ikke bekymret. Han siger, at man skal vente til de måneder, hvor det bliver vådt og koldt for at kunne danne et bedre billede af passagertallene.