»Vi er bange.«
Sådan beskriver Leo Nassar på 26 år den gruppe af mennesker, som han har lært at kende igennem organisationen LGBT Asylum.
Han er bestyrelsesmedlem og talsperson i organisationen, der hjælper folk, som flygter til Danmark, fordi de enten er homoseksuelle eller på anden måde har en kønsidentitet eller seksualitet, der stikker ud fra normalen.
»Vores medlemmer kommer fra lande, hvor det er ulovligt at være homoseksuel – og en stor del af dem kommer fra lande, hvor homoseksualitet straffes med døden,« fortæller han.
Han har et alvorligt udtryk i ansigtet. For han er selv en af dem, der er bange. Bange for, hvad fremtiden bringer.
»Vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Må vi blive her, eller bliver vi sendt hjem til det land, hvor nogen vil slå os ihjel eller sætte os i fængsel?«
I Danmark bliver man hverken sat i fængsel eller slået ihjel, hvis man er homoseksuel. Det læste Leo Nassar en dag på sin computer, mens han stadig boede i Syrien.
Dengang i 2014 var han omkring 20 år.
Og spoler man tiden endnu længere tilbage, til da han kun var 16 år, vidste han ikke, hvad det betød at være homoseksuel.
Han kunne bare mærke, at han var anderledes.
Det arabiske sprog har intet ord for det, og det eneste, han havde lært, var, at hvis man var det, så var man forkert og burde straffes.
»Jeg fortalte min søster, at jeg troede, der var noget galt med mine mandlige hormoner. Hun hjalp mig med at finde en læge, der hjalp mig,« siger han, da B.T. mødte ham i København.
Men det hjalp ikke.
Der gik noget tid, hvor han mærkede efter, læste lidt på internettet og lærte lidt fra sit sygeplejestudie. Da han var 18 år, var han sikker.
Fire år efter stod han i Danmark, og efter to måneder på et asylcenter og nogle måneder i en kommune, hvor andre flygtninge truede ham på livet, blev han endelig færdig med at lære dansk på sprogskolen og flyttede til Odense. Og så fandt han organisationen LGBT Asylum.
»Jeg ringede til dem, og de inviterede mig til noget, der hedder homo-camp,« fortæller han med et stort smil på læben.
En homo-camp er en stor begivenhed for flygtninge med LGBT-baggrund, hvor de hvert halve år mødes en weekend og har det hyggeligt med hinanden.
»Jeg havde aldrig talt med en anden flygtning eller araber om min seksualitet, så jeg var lidt nervøs,« siger han.
Han blev mødt af en stor gruppe imødekommende mennesker, som havde en baggrund, der lignede hans egen. Det var en forløsning.
Men det var også et møde med mange, der ikke var kommet lige så langt i systemet som ham selv.
»Nogle af dem har siddet på et lille værelse på et asylcenter i cirka fire år. De har ikke særlig mange penge, de må ikke arbejde, og de har ingen at tale dansk med,« fortæller han og ser bekymret ud.
Han forklarer, at næsten ingen medlemmer i LGBT Asylum har kontakt til deres familie. Han mistede også selv kontakten til sin egen, da han tog til Danmark.
»Vi mistede alt, da vi kom hertil. Job, uddannelse, venner og familie,« siger han og fortsætter:
»Vi har kun hinanden.«
